Sport - Ritzau

Roslyng vinker farvel: Vi vil ikke have en dårlig kopi

Roslyng vinker farvel: Vi vil ikke have en dårlig kopi

Roslyng vinker farvel: Vi vil ikke have en dårlig kopi

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
Mixed zone og træning i Ljubljana med håndboldkvinderne, Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christina Roslyng har udviklet mentaliteten på landsholdet, og nu skal man på jagt efter en erstatning.

Han var "nede på sine blødende knæ" for at få hende med på holdet, og da han forlængede sin kontrakt, var det vigtigt for ham, at hun også fortsatte.

Men inden længe må Jesper Jensen vinke farvel til Christina Roslyng.

Efter næsten fire år som en vigtig del af staben stopper den tidligere OL- og EM-guldvinder som team manager på kvindernes håndboldlandshold efter VM.

- Jeg er ærgerlig over det på et personligt plan, for vi har været fælles om det her, siger landstræner Jesper Jensen, der hvervede Roslyng i starten af 2020.

På dansk ville man nok kalde Christina Roslyngs rolle for holdleder. Det forbinder man som regel med praktiske gøremål.

Men den tidligere fløjspiller, der siden sit karrierestop har arbejdet med blandt andet sportspsykologi, har ordnet meget mere end bare det.

Hør bare Sandra Toft.

- Hun har bidraget meget til at åbne op for os. Der er opstået et mere åbent rum, hvor vi tør sige og vise, hvad vi føler. Det er okay at være sur og ked af det, og det er okay at tale om det, siger landsholdsanføreren.

Også Line Haugsted har lært meget om sig selv, sine holdkammerater og sine omgivelser i landsholdslejren.

- Hun har lært os at hylde forskelligheden. Vi har brug for forskellige spillere. Både på og uden for banen. Vi skal ikke bare have den samme profil, alle sammen. Det er vigtigt at være sig selv, for så har man det bedst og præsterer bedst, siger Haugsted.

Den tidligere landsholdsspiller Lærke Nolsøe kaldte engang Christina Roslyng for hele landsholdets mor. Og mor har opdraget sine landsholdsbørn godt, forsikrer Jesper Jensen, som derfor er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.

- Det er jeg, fordi Christina har gjort sit arbejde rigtig, rigtig flot. Hun har gjort os alle klogere på hinanden og os selv. Hun efterlader et kæmpe hul, men hun har også uddannet spillerne i selv at udfylde i hvert fald noget af det, siger han.

Når man er til slutrunde, er man væk i lang tid, og fraværet fra familien kan være hårdt, har Christina Roslyng tidligere fortalt. Derfor stopper hun som team manager af hensyn til sin familie.

Nu skal håndboldforbundet finde en erstatning i samråd med landstrænerteamet.

- Det skal først og fremmest ikke være en dårlig kopi af Christina. Det vigtigste er at finde en, der kan noget og brænder for noget. Det er en tjans, der går ud på at mærke lidt og fornemme lidt. Så det er klart, at den menneskelige del er ret væsentlig, siger Jesper Jensen.

Christina Roslyng, der i dag er 45 år, nåede 129 landskampe for Danmark.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“