Sport - Ritzau

Rubiales trækker sig som fodboldpræsident efter kys

Rubiales trækker sig som fodboldpræsident efter kys

Rubiales trækker sig som fodboldpræsident efter kys

Ritzau
Madrid
Zuletzt aktualisiert um:
FILES-FBL-2023-WOMEN-ESP-ASSAULT-JUSTICE Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Efter det kontroversielle kys til en spansk VM-spiller har Luis Rubiales valgt at trække sig fra posten.

Luis Rubiales trækker sig som præsident for Det Spanske Fodboldforbund (RFEF).

Det sker, flere uger efter at han kyssede den spanske spiller Jennifer Hermoso på munden i forbindelse med fejringen af VM-guldet. Det var et kys, som Rubiales modtog massiv kritik for.

Tilbagetrædelsen som fodboldpræsident bekræfter Rubiales i et interview med den britiske journalist Piers Morgan, der har lagt en video af interviewet ud på det sociale medie X, som tidligere hed Twitter.

- Ja, jeg vil træde tilbage, for jeg kan ikke fortsætte mit arbejde. Venner og familie har sagt til mig, at jeg skal prøve at bevare min integritet, siger Rubiales i interviewet.

Rubiales har også udtalt sig på sin egen profil på X, og her bekræfter han desuden, at han trækker sig som vicepræsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Han gør det også klart, at han føler sig uretfærdigt behandlet i sagen.

- Jeg må se fremad og forsvare min ære og uskyld. Jeg har troen på, at sandheden vil komme frem, og jeg vil gøre alt i min magt for at vinde. Mine døtre og min familie har lidt under det her, lyder det fra Rubiales.

Siden det kontroversielle kys efter VM-finalen 20. august er sagen eksploderet.

Allerede dagen efter kysset var flere spanske regeringsmedlemmer ude med kritik af Rubiales for episoden. Og Rubiales beklagede.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) suspenderede 26. august Rubiales fra alle fodboldrelaterede aktiviteter i 90 dage.

Jennifer Hermoso har siden lagt sag an mod Rubiales og anmeldt episoden. Det meddelte anklagemyndigheden i sagen mod Rubiales i onsdags.

Med anmeldelsen risikerer Rubiales at blive dømt efter straffeloven.

Midt i skandalesagen valgte Rubiales' mor at låse sig inde i en kirke i Granada og sultestrejke som støtte til sin søn. Moren kaldte det for en "umenneskelig og blodig jagt" på sønnen.

De regionale ledere i spansk fodbold krævede efter et ekstraordinært møde, at Rubiales skulle gå af.

Sagen kostede også Jorge Vilda jobbet som spansk landstræner. Det skete 16 dage efter VM-guldet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“