Sport - Ritzau

Rune fortsætter med stjernetræner indtil sommer

Rune fortsætter med stjernetræner indtil sommer

Rune fortsætter med stjernetræner indtil sommer

Ritzau
Hillerød
Zuletzt aktualisiert um:
Holger Rune træner før Davis Cup-kampe Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Fra slutningen af februar og som minimum indtil juni rejser Patrick Mouratoglou med Holger Rune på ATP-touren.

Den danske tennisstjerne Holger Rune fortsætter sit samarbejde med den profilerede træner Patrick Mouratoglou som minimum indtil sommer.

Det fortæller Rune i forbindelse med torsdagens pressemøde forud for weekendens Davis Cup-kamp mellem Danmark og Indien.

Dog er den franske træner ikke med, når Rune i de næste uger deltager i ATP-turneringer i Montpellier og Rotterdam, men Mouratoglou støder til igen i forbindelse med en turnering i Mexico, der begynder 27. februar.

- Til de næste turneringer har jeg Lars (Christensen, red) og min mor med, og så er Patrick med igen fra Acapulco. Bagefter er han med i Indian Wells og Miami og i hele grussæsonen, siger Holger Rune.

For Runes vedkommende tæller grussæsonen store turneringer i Monte-Carlo, München, Madrid og Rom med kulminationen i French Open, der spilles fra 28. maj til 11. juni. Derefter begynder sommerens korte græssæson.

- Efter grussæsonen ser vi det an, siger Rune.

Davis Cup-kampene fredag og lørdag bliver Runes første opgør siden exitten i Australian Opens fjerde runde, hvor han tabte til Andrey Rublev efter at have misbrugt to matchbolde.

- Det gjorde ondt i starten, men jeg tillod mig ikke at være ked af det for længe, for jo længere tid jeg er det, jo længere falder jeg ned, og så er der længere vej op igen, lyder det fra Rune.

- Jeg var tilbage på træningsbanen allerede to-tre dage efter og havde fokus på de ting, som jeg kunne have gjort bedre, og ting jeg kan styre. Det, der skete til sidst, var uheldigt (Rublev vandt på en netruller, red.), det kunne jeg ikke gøre noget ved, så det hænger jeg mig ikke i.

De få dage væk fra træningsbanen var ifølge Rune "mere end rigeligt".

- Jeg havde nogle skavanker med håndleddet, så det var nødvendigt at give det ro, men jeg har trænet godt siden.

I denne uge har Rune trænet med det danske Davis Cup-hold i Hillerød. Fredag klokken 16 gælder det opgøret mod Indien, og torsdagens lodtrækning magede sig sådan, at Rune spiller første kamp mod Yuki Bhambri.

Derefter tørner August Holmgren sammen med Sumit Nagal.

Lørdagen indledes med en double, hvor holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen har valgt at stille med konstellationen Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard. Derefter sluttes der af med to singler.

Det er første gang siden marts 2020, at Rune spiller Davis Cup.

- Det er fedt at være tilbage, det er længe siden, så vi glæder os til at give den gas foran fansene, siger Rune.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“