Sport - Ritzau

Rune taber i drama mod tysker og er færdig i Paris

Rune taber i drama mod tysker og er færdig i Paris

Rune taber i drama mod tysker og er færdig i Paris

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-FRA-OPEN-2024 Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Holger Rune er færdig i French Open efter nederlag i ottendedelsfinalen mod fjerdeseedede Alexander Zverev.

Holger Rune er færdig i French Open efter ottendedelsfinalen i Paris.

I en maratonforestilling, der først sluttede klokken 01.40 om natten, tabte han i et femsætsdrama til den fjerdeseedede tysker, Alexander Zverev.

Rune var flere gange i vinderposition på Court Philippe-Chatrier og var i fjerde sæt blot tre bolde fra sejren, men endte med at tabe med cifrene 6-4, 1-6, 7-5, 6-7, 2-6 efter 4 timer og 11 minutters tennis.

Dermed kunne Rune ikke leve op til sine seneste præstationer i turneringen, hvor det er blevet til kvartfinaler i 2022 og 2023.

Rune præsterede ellers på et tårnhøjt niveau i det meste af kampen, men det samme gjorde den formstærke tysker, der nu har vundet sine seneste ti kampe.

Rune lagde ud med et fremragende første sæt, hvor han tog brodden af tyskerens offensiv og fremprovokerede fejl fra modstanderen.

Der var stadig plads til forbedring i danskerens serv, men Rune hev som regel sine bedste server frem, når der var brug for det. Som i det otte minutter lange sjette parti, hvor Rune var nede med tre breakbolde, men kom ud af vanskelighederne.

I partiet forinden havde Rune selv udnyttet sin anden breakbold til at komme på 3-2, og det brud skulle vise sig tilstrækkeligt. Rune holdt serv hele vejen og lukkede sættet med et es til 6-4.

Rune virkede i god mental balance og lod sig ikke forstyrre af sine fejl. Derimod luftede Zverev åbenlyst sine frustrationer.

I andet sæt var de fleste partier meget lige, men Zverev var nu spilleren, der vandt de fleste vigtige bolde. Rune kom aldrig med, da toget kørte og kom bagud med 0-4.

Han kom godt nok på tavlen med et brud til 1-4, men tabte de to næste partier - som om han allerede havde indstillet sig på det næste sæt.

I tredje sæt spillede de endelig godt på samme tid. Rune brød til 2-0, men Zverev svarede med det samme tilbage og kom på 2-2. Derfra servede begge så godt, at det trak op til en tiebreak.

Men ved 5-5 begyndte dramaet. Zverev spillede sig til to breakbolde ved 15-40, men Rune løftede sit niveau yderligere, da det var allermest nødvendigt.

Han holdt ikke bare serv til 6-5, men vandt i alt syv bolde i træk og spillede sig selv frem til tre sætbolde i tyskerens serv. Den anden udnyttede han til at vinde sættet, da Zverev for anden gang i partiet kiksede fremme ved nettet.

Fjerde sæt bølgede frem og tilbage. Tyskeren var oppe med et brud to gange og kunne serve sættet hjem ved stillingen 5-4, men Rune brød tilbage med et forrygende passérslag til stillingen 5-5.

Kort efter skulle sættet afgøres i en tiebreak, og i den disciplin har Rune været skræmmende i denne sæson. Rune havde vundet sine seneste 13 af slagsen - noget af et rygstød - men Zverev stoppede den vilde stime.

Rune kom ellers foran 1-0, men tabte så nogle lange dueller, og Zverev udnyttede momentum til at bringe sig på 6-1 og vandt 7-2. Dermed måtte spillerne ud i et femte og afgørende sæt.

Men Rune var træt nu, og Zverev virkede nærmest upåvirket. Godt nok fightede Rune sig igennem fire breakbolde og kom på 1-1, men det var en stakket frist.

Zverev vandt 10 af de næste 11 bolde og kom i en fart foran 4-1.

Rune kæmpede sit bedste, men havde ikke kræfterne til at komme tilbage. Zverev brød igen til 6-2 og kunne juble over sejren i en af turneringens bedste kampe hidtil i 2024.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“