Sport - Ritzau
Sæsonens første slalomløb sikrer ny norsk World Cup-sejr
Sæsonens første slalomløb sikrer ny norsk World Cup-sejr
Sæsonens første slalomløb sikrer ny norsk World Cup-sejr
Lucas Braathen sikrede sin første World Cup-sejr i sæsonen, da han vandt herrernes første slalomkonkurrence.
Det blev til en norsk sejr, da herrerne søndag afviklede sæsonens første slalomkonkurrence i franske Val d'Isère.
Den 22-årige Lucas Braathen sejrede efter de to gennemløb med tiden 1 minut og 38,14 sekunder, hvilket var 0,84 sekunder hurtigere end østrigske Manuel Feller på andenpladsen.
Loïc Meillard fra Schweiz blev nummer tre.
Det var karrierens tredje World Cup-sejr for den unge Braathen.
- Det er en utrolig følelse. Jeg er så glad for at tage min første podieplads i Val d'Isère. Der var en fantastisk atmosfære, og jeg har bare lyst til at gøre det igen, siger Lucas Braathen i vinderinterviewet ifølge nyhedsbureauet NTB.
Samlet set var det sæsonens fjerde norske World Cup-sejr, da den mere rutinerede Aleksander Aamodt Kilde allerede har vundet tre gange, siden sæsonen blev indledt i slutningen af oktober.
Siden da er flere løb blevet aflyst af vejrmæssige årsager.
Aleksander Aamodt Kilde har vundet i styrtløb to gange samt en gang i Super G.
Det rækker dog ikke til føring i den samlede World Cup-stilling, hvor schweizeren Marco Odermatt er i front foran Kilde i kraft af sine foreløbigt tre sejre og to andenpladser.
Så sent som lørdag sejrede Odermatt i storslalomkonkurrencen i Val d'Isère.
/ritzau/