Sport - Ritzau

San Marinos politi skærper sikkerhed til kamp mod Danmark

San Marinos politi skærper sikkerhed til kamp mod Danmark

San Marinos politi skærper sikkerhed til kamp mod Danmark

Ritzau
Serravalle
Zuletzt aktualisiert um:
EM kval: San Marino - Danmark Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mandagens to skuddrab i Bruxelles har fået San Marino til at skærpe sikkerheden til landskamp mod Danmark.

Det lokale politi i San Marino har skærpet sikkerheden til tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Danmark.

Det oplyser en talsperson fra Corpo della Gendarmeria di San Marino til netmediet bold.dk.

Årsagen er mandagens begivenheder i Bruxelles, hvor to svenske fans blev skuddræbt forud for et opgør mellem Belgien og Sverige.

- Vi har selvfølgelig skærpet sikkerheden.

- Så jeg kan godt bekræfte, at vi har valgt at styrke vores sikkerhedsforanstaltninger efter det, som skete i aftes i Bruxelles, siger en talsperson til bold.dk.

Talspersonen fortæller, at hun ikke må uddybe, hvordan sikkerheden til landskampen er skærpet.

Udenrigsministeriet vurderer ikke, at begivenhederne i Bruxelles ændrer sikkerhedssituationen for de danske fans, der er i San Marino.

- Udenrigsministeriet oplyser, at forholdene for rejsende til Italien og San Marino er uændret. Udenrigsministeriet er i dialog med både DBU og lokale myndigheder, og anbefaler fortsat, at man bruger sin sunde fornuft og er opmærksom på mistænkelig adfærd, som man ville være det, hvis man var i Danmark, lyder det tirsdag i en melding på skrift fra Udenrigsministeriet.

Samme melding kommer fra Dansk Boldspil-Union, DBU.

I en pressemeddelelse tirsdag oplyser DBU, at unionen løbende er i dialog med de relevante myndigheder, og at situationen er uændret for de knap 2000 fans, der ventes til kampen mellem San Marino og Danmark.

DBU henviser til Udenrigsministeriets anbefalinger og uddyber:

- Derudover er der ikke brug for særlige tiltag og hensyn. Til fanzonen i San Marino kører vi kontrol, som vi normalt gør til denne type kampe.

Kampen mellem San Marino og Danmark spilles klokken 20.45.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“