Sport - Ritzau
Sandra Toft forlænger med ungarsk storklub
Sandra Toft forlænger med ungarsk storklub
Sandra Toft forlænger med ungarsk storklub
Landsholdsmålmanden Sandra Toft har forlænget sin kontrakt med tre år hos ungarske Györ.
Håndboldlandsholdets målmand Sandra Toft forlænger med den ungarske storklub Györ for de næste tre år.
Det skriver hun på det sociale medie Instagram.
- Jeg glæder mig over at annoncere min fortsatte rejse med denne klub i de næste tre år, skriver Sandra Toft.
Hun skiftede fra franske Brest til Györ i 2022 og har ikke fortrudt.
- Jeg er beæret, hver gang jeg bærer denne trøje. Jeg glæder mig til at spille med mine holdkammerater og give vores fans mere at heppe på de næste tre år, lyder det fra Toft.
Györ bekræfter forlængelsen på sin hjemmeside.
- Hun er en spiller med en rigtig god mentalitet, og hun viser sine fremragende evner hver dag, til træning og i kampe. En rigtig holdspiller, der har det ekstra, som kun de bedste målmænd har, lyder rosen fra Péter Endrődi, klubbens administrerende direktør.
Györ er forsvarende mester i Ungarn og har indtil videre været helt suveræn i sæsonens Champions League, hvor holdet har gjort rent bord med syv sejre.
For fire uger siden slog holdet Odense i topkampen i gruppe A.
Toft er regnet blandt Jesper Jensens største profiler, når Danmark i december spille VM på hjemmebane.
/ritzau/