Sport - Ritzau

Sejr og simpel opskrift skal give ro og dansk EM-energi

Sejr og simpel opskrift skal give ro og dansk EM-energi

Sejr og simpel opskrift skal give ro og dansk EM-energi

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Pressemøde med håndboldlandsholdet på Hotel Thermana Park Lasko Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark er pisket til sejr mod Serbien ved EM, men lykkes det, kan det give holdet et stort løft.

Der er ikke ret meget godt at sige om at tabe en vigtig kamp til en slutrunde, som de danske håndboldkvinder gjorde fredag i EM-åbningen mod Slovenien.

De tabte point kan koste senere i turneringen, men til gengæld er der ikke længere grund til at overveje, hvilke kampe der er nøglekampe. Det er alle opgør fra nu af for danskerne efter nederlaget.

På en måde gør det tankerne og fokus mere simpelt.

- Det kan man godt sige. Nu skal vi bare vinde. Der er ikke så meget at rafle om. Det er en meget simpel opskrift, siger Györ-backen Anne Mette Hansen.

- Man plejer altid at spille en dårlig kamp til et mesterskab, og nu har vi bare taget den i første kamp.

For landstræner Jesper Jensen var åbningsnederlaget en streg i regningen, men han tror også, den forsimplede succesopskrift kan være gavnlig. Det har han selv erfaring med.

- Det tror jeg godt, det kan være. Da Lars Jørgensen (assistenttræner, red) og jeg spillede EM i 2008, hvor vi tabte åbningskampen, snakkede vi jo om bagefter, at så skulle vi bare vinde resten. Det er nogle gange let, når man kender præmissen, siger han.

Det EM endte, som det måske er mange bekendt, med det første danske EM-guld til mændene nogensinde.

Nu skal kvinderne forsøge at kopiere den succesopskrift, og Jesper Jensen ser gode muligheder for holdet, hvis Serbien overvindes søndag.

- Der kommer pres på igen søndag, for nu er det, vi har endnu mere at tabe end i åbningskampen.

- Hvis vi kommer igennem det, så tror jeg også, det kan frigive noget energi. Vi har klaret mange ting sammen som hold, så hvis vi kan løse den opgave søndag, tror jeg også, det kan give noget ro og noget tryghed, mener han.

Kampen mod Serbien spilles klokken 20.30.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“