Sport - Ritzau

Serena Williams fejer estisk verdenstoer af banen ved US Open

Serena Williams fejer estisk verdenstoer af banen ved US Open

Serena Williams fejer estisk verdenstoer af banen ved US Open

Ritzau
New York City
Zuletzt aktualisiert um:
Foto: Al Bello/Ritzau Scanpix

Serena Williams tog en kæmpe skalp i anden runde af US Open, da hun slog verdens nummer to, Anett Kontaveit.

40-årige Serena Williams fejede natten til torsdag en af verdens bedste kvindelige tennisspillere af banen, da hun slog estiske Anett Kontaveit i anden runde af grand slam-turneringen US Open.

Sejren blev hentet i tre sæt med cifrene 7-6, 2-6, 6-2.

Anett Kontaveit ligger nummer to på kvindernes verdensrangliste. Serena Williams ligger nummer 605.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var der tale om en medrivende kamp mellem de to, hvor Serena Williams' vindermentalitet var tydelig for enhver i det to timer og 27 minutter lange opgør.

Williams tog første sæt over den 26-årige ester, efter at de to var ude i en tiebreak. Kontaveit slog tilbage og vandt sit eget servesæt 6-2, inden Serena Williams matchede den bedrift i det tredje og afgørende sæt.

- Jeg er en ret god tennisspiller, sagde Serena Williams med et smil på læben efter sejren.

- Det her er det, som jeg er bedst til. Jeg er vild med at få en udfordring og at vokse med opgaven.

Dermed har Serena Williams sikret sig en plads i næste runde af turneringen på Billie Jean King-anlægget i New York City.

Her skal hun møde australske Ajla Tomljanovic, som ligger nummer 46 på verdensranglisten. De to støder sammen fredag klokken 17.00 dansk tid.

Serena Williams, der i moderne tennis har vundet flere grand slam-titler end nogen anden, mener ikke, at hun stadig har noget at skulle bevise.

- Jeg er et udpræget konkurrencemenneske - helt ærligt, så ser jeg det bare som en slags bonus, sagde hun efter kampen.

Med en karriere, der strækker sig tilbage til 1995, og 23 grand slam-trofæer i single har amerikaneren på det seneste antydet, at hun snart vil sætte punktum for aktionerne på banen.

Blandt andet har hun meddelt, at hun vil udvikle sig "væk fra tennis", men har ikke bekræftet, at US Open bliver den sidste turnering. Det er dog manges forventning.

Ved US Open deltager Serena Williams også sammen med sin storesøster Venus i double. Søstrene skal natten til fredag klokken 01.00 dansk tid op imod Lucie Hradecka og Linda Noskova, som begge er fra Tjekkiet.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“