Sport - Ritzau
Silkeborg-anfører forventer større modstand i Bukarest
Silkeborg-anfører forventer større modstand i Bukarest
Silkeborg-anfører forventer større modstand i Bukarest
Nicklas Helenius regner med mere modspil torsdag aften i Bukarest, end Silkeborg fik i sidste uges 5-0-sejr.
Silkeborgs anfører, Nicklas Helenius, tvivler på, at superligaklubben igen torsdag aften kan holde legestue med den rumænske storklub FCSB, der tidligere var kendt som Steaua Bukarest.
Målmageren forventer noget hårdere modstand, end det var tilfældet i torsdags i Silkeborg, hvor hjemmeholdet vandt Conference League-gruppekampen med 5-0.
- Jeg tror, at de har mere at give af, end de viste i Silkeborg. De skal jo vise noget over for deres egne fans, så de kommer helt sikkert med en anden energi og udstråling.
- Jeg føler, at de solgte den første kamp mod os. Det virkede i hvert fald til, at de havde givet op, siger Nicklas Helenius.
Han påpeger, at FCSB sparede syv-otte stamspillere i Conference League-kampen i Silkeborg for at fokusere på den rumænske liga efter en sløj sæsonstart.
- Men de har stadig 35 spillere i deres trup, og de får nok mere i løn, end vi gør, så det er bestemt ikke dårligere spillere, de har, siger Helenius.
Efter nedsablingen i Silkeborg var cheftræner Nicolae Dica flov og fortalte, at han "aldrig havde oplevet en større ydmygelse".
Det var delvist selvforskyldt, men også et udtryk for Silkeborgs styrke på en god dag, mener Helenius.
- Han stillede jo op med et hold, hvor det virkede som om, at de aldrig havde spillet sammen før. Deres relationer var ikke gode.
- Vi blev til gengæld ved med at spille i alle 90 minutter. Vi bevægede os og skabte plads til hinanden, og det skal vi forsøge at gøre igen. Når vi har den facet i vores spil, så er vi virkelig gode, siger angriberen.
Silkeborgs spillere kan også bruge gruppekampene til at gøre sig selv attraktive for større klubber i udlandet.
- Der er ingen tvivl om, at de europæiske kampe er et godt udstillingsvindue. Der sidder mange og kigger på de kampe, ved jeg.
- Men jeg forsøger jo at vise mig fra min gode side i alle kampe, uanset om det er i Europa, Superligaen eller pokalen.
- Det hjælper ikke at have en indstilling om, at i dag skal jeg vise mig ekstra meget frem for at kunne blive solgt, for det vigtigste er at lave en god præstation som spiller og som hold.
- Følger man holdets plan, er der også større chance for, at man selv stikker ud og kan være med til at gøre en forskel i den enkelte kamp, siger Nicklas Helenius.
Opgøret mellem FCSB og Silkeborg begynder klokken 21 dansk tid.
/ritzau/