Sport - Ritzau

Silkeborg er ude af Europa League trods sejr over Molde

Silkeborg er ude af Europa League trods sejr over Molde

Silkeborg er ude af Europa League trods sejr over Molde

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Europa League: Silkeborg IF - Molde FK Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Silkeborg slog hjemme Molde 3-2 i en dramatisk kamp, men er ude af Europa League med samlet 4-5.

Pokalvinderen Silkeborg må prøve lykken i Conference League i de kommende uger.

Det står klart, efter at midtjyderne i Europa League-kvalifikationen torsdag slog Molde 3-2 på hjemmebane i en dramatisk dyst, men tabte det samlede slag 4-5.

Tonni Adamsen scorede Silkeborgs første to mål, og i løbet af et par vilde minutter i anden halvleg fik Ramazan Orazov først annulleret en scoring til 3-1, inden han fik direkte rødt kort.

Younes Bakiz skabte med et sent mål spænding i slutminutterne, men det endte med en nytteløs sejr.

I Conference Leagues tredje kvalifikationsrunde skal Silkeborg op mod belgiske Gent, som torsdag gjorde arbejdet helt færdig mod Vikingur fra Færøerne.

Efter 4-1 hjemme vandt belgierne 3-0 ude og dermed samlet 7-1. Opgørene mellem Silkeborg og Gent spilles 8. og 15. august.

Allerede efter et par minutter fik Silkeborg en drømmestart på opgøret, da en Molde-spiller havde arm på bolden i eget feltet.

Tonni Adamsen fik ansvaret og levede sikkert op til det, hvorfor midtjyderne i høj grad kunne begynde at drømme om avancement.

Desværre blev målet langtfra startskuddet til et stormløb mod gæsterne. I stedet jævnede kampen sig ud, og halvvejs til pausen blev det 1-1.

Nicolai Larsen kunne ikke holde en afslutning fra Magnus Eikrem, der fik alt for meget plads, og bolden røg lige ud i fødderne på Emil Breivik, som scorede en af sin karrieres nemmeste mål.

Silkeborgs spil var uden sin normale snert og tempo, men efter en lille times spil blev det alligevel 2-1 efter et par fremragende aktioner.

Det gjaldt ikke mindst stopperen Pedro Ganchas' fremlægning til Adamsen, som tog kuglen til sig og efter et smart bandespil med backen Andreas Poulsen fladt sparkede Silkeborg foran.

Det blev startskuddet til en god periode for Kent Nielsens tropper, men det endte brat og voldsomt for værterne - og især midtbanespilleren Ramazan Orazov.

Landsholdsspilleren fra Kasakhstan Ramazan Orazov sparkede efter 75 minutter Silkeborg foran 3-1 og på omgangshøjde samlet, men efter VAR's indblanding blev træfferen annulleret for en snæver offside på Adamsen.

Kort efter kom Orazov for sent i en tackling, og det indledende gule kort blev vekslet til et rødt efter en ny indblanding af VAR.

Ondt blev værre for Silkeborg, da Markus Kaasa kronede mareridtsperioden med sin scoring til 2-2, der slukkede lyset for hjemmeholdet.

Indskiftede Younes Bakiz tændte det igen efter 88 minutter med en flot, flad afslutning, og i overtiden kom Oliver Sonne også frem til den chance, som kunne have udlignet den samlede dyst, men højrebacken kom akkurat for sent ved bageste stolpe.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“