Sport - Ritzau

Silkeborg slukker Holbæks pokaldrøm med storsejr

Silkeborg slukker Holbæks pokaldrøm med storsejr

Silkeborg slukker Holbæks pokaldrøm med storsejr

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Silkeborg IF - AaB Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De forsvarende pokalmestre lod sig ikke overrumple af Holbæk fra 3. division og vandt 6-0.

Silkeborgs regerende pokalvindere undgik at falde i samme fælde som flere andre Superligahold på pokalopgave mod en undertippet modstander fra de lavere divisioner.

Tirsdag aften vandt Kent Nielsens tropper stensikkert med 6-0 over Holbæk B&I, der til daglig spiller i 3. division.

I samme række finder man også Brabrand, der har slået både Randers FC og FC Nordsjælland ud, men Holbæk var ikke i nærheden af at kopiere sensationen og avancere til kvartfinalen.

Det hører dog med til historien, at Holbæk havde afgivet hjemmebanefordelen og indvilget i at flytte opgøret til Jysk Park i Silkeborg, så storfavoritterne havde velkendt kunstgræs under støvlerne.

Younes Bakiz åbnede scoringen for Silkeborg efter 18 minutter, og Callum McCowatt sørgede for midtjysk 2-0-føring inden pausen.

Efter sidebyttet lukkede Silkeborg hurtigt den sidste luft ud af Holbæks pokalhåb.

I løbet af anden halvlegs første 12 minutter scorede Pelle Mattsson, Mads Larsen og Jens Martin Gammelby og gav gæsterne en komfortabel 5-0-føring.

Mod slutningen var Gammelby på pletten igen og lavede sit holds sjette og sidste mål.

Tidligere tirsdag sagde Frem fra 2. division også farvel til pokalturneringen. Hjemme i Valby tabte holdet 0-2 til Kolding IF, der ligger en række højere i det danske ligahierarki.

Christian Enemark og Sterling Yateke scorede målene for gæsterne efter pausen.

DBU Pokalens ottendedelsfinaler fortsætter onsdag, hvor Esbjerg møder AaB, og Sønderjyske tager imod FC København.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“