Sport - Ritzau
Skade forhindrer Alcaraz i at deltage i Australian Open
Skade forhindrer Alcaraz i at deltage i Australian Open
Skade forhindrer Alcaraz i at deltage i Australian Open
Carlos Alcaraz har arbejdet hårdt for at nå sit bedste niveau inden årets første grand slam, skriver han.
Verdensetteren i tennis, Carlos Alcaraz, misser Australian Open på grund af en skade.
Det skriver han selv på Facebook fredag aften.
- Jeg fik en skade gennem en tilfældig, unaturlig bevægelse i træningen, skriver den 19-årige tenniskomet.
- Jeg har arbejdet så hårdt for at nå mit bedste niveau inden Australien, men jeg vil desværre ikke være i stand til at spille, lyder det videre.
Teenageren vandt sidste år sin første grand slam-titel, da han slog norske Casper Ruud i finalen i US Open.
Samtidig overtog han førstepladsen på verdensranglisten fra russiske Daniil Medvedev.
Med sine blot 19 år er Alcaraz den yngste nogensinde, der ligger nummer et på herrernes verdensrangliste i den åbne æra.
Hidtil har den rekord tilhørt australske Lleyton Hewitt, som i 2001 blev verdensetter i en alder af 20 år.
2022 har i det hele taget budt på store sejre for den unge spanier. Han blev den yngste spiller, der både har slået ikonerne Rafael Nadal og Novak Djokovic.
Han er desuden den første, der har slået dem begge ved den samme grusturnering. Det skete ved Madrid Open i 2022.
Afslutningen på året har dog været præget af skader, og det er tilsyneladende noget, han slæber med sig ind i det nye år.
Australian Open er årets første grand slam. Turneringen starter 16. januar.
I forbindelse med afviklingen af Australian Open sidste år tiltrak Djokovic sig enorm opmærksomhed, da han blev smidt ud af Australien kort før turneringens begyndelse, fordi han ikke var vaccineret mod coronavirus.
Denne gang har han dog fået gyldigt visum til at opholde sig i landet, og han landede allerede i Australien kort før nytår.
Han er rekordholder for flest titler i Australian Open, som han har vundet ni gange. Han er også bookmakernes favorit til at vinde 2023-udgaven sidst i januar.
/ritzau/