Sport - Ritzau

Skadefri Nicoline Sørensen er stolt af plads i VM-trup

Skadefri Nicoline Sørensen er stolt af plads i VM-trup

Skadefri Nicoline Sørensen er stolt af plads i VM-trup

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindelandsholdets VM-trup udtages Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter en lang skadeperiode blev Nicoline Sørensen klar i vinter. Nu skal hun til VM med resten af landsholdet.

435 dage i skadeshelvede uden at kunne spille fodbold.

Det var Nicoline Sørensens virkelighed, indtil hun gjorde comeback i slutningen af sidste år.

I slutningen af september 2021 pådrog den danske landsholdsspiller sig en alvorlig korsbåndsskade i en ligakamp for Everton. Siden fulgte operation og et langt genoptræningsforløb.

Men nu skal en skadefri Nicoline Sørensen med resten af landsholdet til VM i Australien og New Zealand.

- Det er helt fantastisk at være tilbage. Jeg er mega glad og mega stolt. Nok også mere stolt end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været ude med en skade i så lang tid, lyder det fra Nicoline Sørensen.

Meldingen kommer, efter at hun har fået plads i VM-truppen på 23 spillere, som landstræner Lars Søndergaard udtog fredag.

En ting var, at hun ikke kunne spille fodbold i 435 dage, en anden var det mentale. Tallet fortæller nemlig kun den halve historie.

For Nicoline Sørensen kunne hverken gå eller stå på sit ødelagte knæ.

I sin genoptræningsperiode tumlede Everton-spilleren med de udfordringer, som topatleter typisk støder på i lange skadespauser.

Hun savnede at kunne gøre det, hun elsker. Hun savnede at være en del af et hold, der arbejdede hen mod et mål.

- Da jeg var hjemme, gik jeg lidt i overlevelsesmode, for der er ikke så meget andet at gøre. Men nu hvor jeg kigger tilbage på det, var det en virkelig, virkelig hård omgang, siger den danske midtbaneprofil.

Nicoline Sørensen havde aldrig før i karrieren været skadet, så det hårde mentale pres kom meget bag på hende.

Her hjalp det at have en sportspsykolog tæt på. Hun gjorde både brug af landsholdets psykolog og en i sin klub i England.

- Jeg har haft et sindssygt godt støttesystem omkring mig. Uden mine to sportspsykologer, min fysioterapeut og min familie så havde jeg helt klart ikke stået her i dag, siger Nicoline Sørensen.

Nicoline Sørensen måtte se sine kolleger rejse til EM sidste år, dog fik hun lov at dække lidt af det for tv, men det gjorde stadig ondt.

Det var en hård læring at få, men nu kan hun langt om længe deltage i en slutrunde for Danmark.

- Jeg glæder mig til at være en del af gruppen igen sammen med mange af de piger, som jeg elsker at være sammen med, og staben, siger Nicoline Sørensen.

Det er første gang siden 2007, at Danmarks kvinder er med til VM. Ved EM nåede holdet i 2013 en semifinale, inden det i 2017 blev til nederlag til Holland i finalen. Sidste år måtte Søndergaards tropper rejse hjem fra EM efter gruppespillet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“