Sport - Ritzau
Skader koster offensiv duo Nations League-kampe
Skader koster offensiv duo Nations League-kampe
Skader koster offensiv duo Nations League-kampe
Landstræner Kasper Hjulmand har modtaget to afbud til kampene mod Kroatien og Frankrig.
Hverken Andreas Cornelius eller Robert Skov kan være med, når fodboldlandsholdet møder Kroatien og Frankrig i Nations League.
De to offensivspillere har meldt afbud på grund af skader. I stedet har landstræner Kasper Hjulmand udtaget FC Midtjyllands Anders Dreyer til truppen, oplyser DBU på Twitter.
Andreas Cornelius har været på sidelinjen siden FC Københavns Champions League-premiere i Dortmund. Forwarden døjer med en skade i en lægmuskel.
I Robert Skovs tilfælde ser landsholdsuheldene ud til at fortsætte. Han har været plaget af skader og har kun spillet ét minut i rødt og hvidt de seneste 16 måneder.
En god start på denne sæson, hvor han har været fast inventar i Hoffenheims startopstilling, gav håb om en ny start på landsholdet.
Men inden søndagens Bundesliga-kamp mod Freiburg meddelte klubben, at den 26-årige kantspiller har vrøvl med det ene lår og derfor ikke har trænet hele ugen.
Ud over Skov og Cornelius' frafald risikerer Hjulmand endnu et afbud. Jesper Lindstrøm er nemlig blevet syg og sad ude, da hans hold, Frankfurt, lørdag besejrede Stuttgart.
Lindstrøm holder sig foreløbig væk fra landsholdslejren, men kan komme i spil, hvis han får det bedre i løbet af ugen.
Den nye mand i truppen, Anders Dreyer, gjorde senest reklame for sig sig søndag aften, da han scorede sejrsmålet i FC Midtjyllands 2-1-sejr over FC København.
Danmark møder Kroatien på udebane 22. september og Frankrig i Parken tre dage senere.
/ritzau/