Sport - Ritzau

Skader og sygdom bekymrer PSG-træner

Skader og sygdom bekymrer PSG-træner

Skader og sygdom bekymrer PSG-træner

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
AS Monaco v Paris Saint Germain - Uber Eats Ligue 1 - Stade Loui Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

En maveinfektion har ramt PSG, som desuden mangler nogle af sine største stjerner før Champions League-brag.

Timingen kunne nærmest ikke have været værre.

Med få dage til den første af to kampe i Champions Leagues ottendedelsfinale mod Bayern München er Paris Saint-Germains trup hårdt ramt.

I lørdagens nederlag på 1-3 til mesterskabskonkurrenten Monaco manglede holdet blandt andre Lionel Messi, Kylian Mbappé og Marco Verratti, som sad ude med skader.

Efter kampen kom det derudover frem, at adskillige medlemmer af PSG-truppen har været ramt af en maveinfektion.

Holdets tilstand bekymrer træner Christophe Galtier.

- Vi må gøre, hvad vi kan med de spillere, der er til rådighed nu. Det er bizart at sige, når man er PSG, men sådan er situationen, siger han ifølge AFP.

Efter kampen greb Presnel Kimpembe, som spillede sin første kamp siden november, en megafon og undskyldte over for de medrejsende PSG-fans.

- Hvis jeg ikke var bekymret nu, ville der være noget alvorligt galt, siger Galtier.

- Vi har et stramt program og en svækket trup, så vi er bekymrede.

- Jeg forstår fansenes vrede. Den er berettiget, men vi må alle stå sammen i den her svære situation, lyder det fra PSG-træneren.

Nederlaget var parisernes andet i træk, når man regner pokalnederlaget til Marseille i midtugen med.

Allerede tirsdag skal holdet fra den franske hovedstad i kamp mod Bayern München, som kommer på besøg. Håbet i PSG er, at Lionel Messi kan nå at blive sin lårskade kvit og deltage i kampen. Mbappé er dømt ude.

PSG har aldrig vundet Champions League. I 2020 tabte holdet finalen, året efter var semifinalen endestationen, og i fjor røg PSG ud i ottendedelsfinalen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“