Sport - Ritzau

Skjelmose led mentalt knæk i Tourens sidste uge

Skjelmose led mentalt knæk i Tourens sidste uge

Skjelmose led mentalt knæk i Tourens sidste uge

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Jonas Vingegaard hyldes i Tivoli Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Mattias Skjelmose fortæller, at han måtte samles op af sin træner for at komme igennem sidste uge af Touren.

Cykelrytteren Mattias Skjelmose tilbagelagde 3401 kilometer i sit første Tour de France, der sluttede i søndags, men alligevel synes han, at strabadserne var hårdest på det mentale plan.

- Jeg synes, at Touren var langt hårdere mentalt, end den var fysisk. Jeg var helt ødelagt, da jeg kom hjem og havde ikke særligt meget overskud til at møde andre mennesker ud over dem, der er tæt på mig, fortæller Mattias Skjelmose.

Trods rollen som debutant blev han før løbet nævnt som en mulig podiekandidat, men det var han dog ikke i nærheden af med sin samlede 29.-plads.

I stedet var han en vigtig hjælper for Giulio Ciccone, der vandt bjergtrøjen, og Mads Pedersen, som sejrede på 8. etape.

De store forventninger til Skjelmose blev født af hans samlede sejr i Schweiz Rundt, der blev fulgt op med DM-guld. Det skabte stor interesse omkring den 22-årige Trek-rytter, og det satte sig i ham mod løbets slutning.

- Sidste uge havde jeg et lille knæk mentalt. Der havde jeg det sådan, at nu måtte journalisterne godt lade være med at stille mig spørgsmål, siger Skjelmose.

- Jeg synes ikke, at det kom til udtryk på cyklen, men jeg havde brug for at snakke med min træner, og han skulle lige samle mig op for, at jeg kunne være klar til de sidste etaper. Og jeg synes, jeg blev samlet godt op mentalt.

Skjelmose vurderer, at det mentale pres blev skabt i en blanding af mediebevågenhed, samt at han skulle være meget "på" i selve løbet.

- Det her med at jeg hele tiden skulle være klar med den rolle, jeg havde, hvor jeg var vigtig for Ciccone og Mads. Laver man en fejl, går det ned.

- Den dag, hvor Mads blev nummer fem på 19. etape, hvor vi fuckede op kollektivt som hold, det pressede, fordi man skulle stå til ansvar for det bagefter, lyder det fra Skjelmose.

Han fremhæver Mads Pedersens etapesejr som sit højdepunkt i Touren, fordi "hele holdet var en del af det".

Pedersen er også i centrum for Skjelmoses næste mål, da der skal køres for 2019-verdensmesteren ved VM i Glasgow 13. august.

- Nu er der fuld fokus på VM. Jeg lovede Mads allerede i vinter, at jeg skulle være der for ham til VM.

- Jeg føler, at jeg kom rigtigt godt ud af Touren, så jeg håber at kunne hjælpe Mads til et verdensmesterskab, siger Skjelmose.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“