Sport - Ritzau

Skjelmose om andenplads: Ikke dårligt at tabe til Mads

Skjelmose om andenplads: Ikke dårligt at tabe til Mads

Skjelmose om andenplads: Ikke dårligt at tabe til Mads

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
Femte og sidste etape af PostNord Danmark Rundt 2023 Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

22-årige Mattias Skjelmose under sin holdkammerat Mads Pedersen sejren i årets PostNord Danmark Rundt.

Mattias Skjelmose (Trek) ærgrer sig ikke over at blive slået af holdkammeraten Mads Pedersen i dette års PostNord Danmark Rundt.

Det fortæller han efter den 16,1 kilometer lange enkeltstart i Helsingør lørdag.

- Det kunne være gået værre. Jeg kunne have tabt til samtlige andre ryttere, så hvis jeg skulle tabe en, så er jeg glad for at tabe til Mads. Det er altid sjovere at dyste med Mads end med de andre.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet selv, men når jeg fik sådan en køretur, som jeg gjorde i dag, så er der ikke noget at ærgre sig over. Det var den bedste mand, der vandt, siger han.

Mattias Skjelmose tog førertrøjen på etapen til Vejle, hvor han satte Mads Pedersen på Kiddesvej.

Fredag forsvarede han førertrøjen, men havde kun fire sekunder ned til Pedersen, da han kørte ud på enkeltstarten lørdag.

Her kunne han ikke slå Mads Pedersen og blev nummer fem på etapen, men endte på en andenplads samlet.

- Min enkeltstart var ikke dårlig, men Mads havde bare en fantastisk dag. Jeg havde ikke supergode ben, siger Skjelmose.

- Og etapen var 16 kilometer for kort til mig. Jeg ville gerne have haft den længere, men sådan er det. Nogle dage har du benene, og andre dage har du ikke.

Efter etapen til Vejle fortalte Skjelmose, at han mente, at Mads Pedersen lod ham få etapesejren. Mads Pedersen var alene i udbrud i lang tid, inden Mattias Skjelmose hentede og satte ham. Tror han stadig det?

- Ja, det tror jeg. Han bliver ved med at sige, at han ikke gjorde det, men når jeg har fået sådan en køretur i dag, så tror jeg, at han havde mere at skyde med, siger han.

Men der var lidt komplikationer, før Skjelmose kom ud på lørdagens etape. Han kørte nemlig ikke i den blå førertrøje, som han ellers havde gjort sig fortjent til. Årsagen var, at lynlåsen havde sat sig fast under et toiletbesøg kort før enkeltstarten.

- Da vurderede jeg, at det var bedre at skifte dragt end at køre med bar mave. Så der var lidt panik, men vi fik det ordnet.

- Og det er en fordel at køre i sin egen trøje, men når du skal stresse ti minutter før en enkeltstart, så ved jeg ikke, hvor meget fordel der er, lyder det fra Skjelmose.

Den 22-årige rytter har allerede haft et begivenhedsrigt cykelår med en førsteplads ved DM og Schweiz Rundt.

Der venter ikke ferie for Skjelmose endnu, da han også har cykelløb i USA og Canada på programmet.

- Jeg håber, at jeg har mere sejr i benene. Jeg synes, jeg er ved at være lidt tom - mere end jeg forventede. Så nu må vi se, hvor meget der er tilbage i mig resten af året, og hvor det bringer mig hen, siger han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“