Sport - Ritzau
Sønderjyske og Aalborg udligner efter forlængelser
Sønderjyske og Aalborg udligner efter forlængelser
Sønderjyske og Aalborg udligner efter forlængelser
Sønderjyske og Aalborg bringer balance i ishockeyens semifinaleserier mod henholdsvis Herning og Esbjerg.
Semifinalerne i kampen om det danske mesterskab i ishockey er helt lige efter fredagens kampe.
Her lykkedes det for Sønderjyske og Aalborg Pirates at udligne til 1-1 i deres respektive semifinaler mod Herning Blue Fox og Esbjerg Energy.
Sønderjyske var ellers længe bagud, men vandt med 4-3 efter forlængelse.
Sønderjyske kom også bedst fra start, da David Madsen scorede til 1-0 efter 14 minutter, men bare 54 sekunder efter udlignede From for Herning.
Midtvejs i anden periode kom Sønderjyske igen foran ved William Boysen, men Herning vendte det på hovedet, da From og Lukas Bang scorede to gange inden for et minut senere i perioden.
Det trak op til Herning-sejr, men med fem minutter tilbage af tredje periode udlignede svenske Gustav Nielsen.
Efter ni minutters forlængelse blev en anden svensker helt, da Villiam Haag scorede til 4-3 i powerplay.
I den anden semifinale vandt Aalborg Pirates med 3-2 på udebane over Esbjerg Energy efter forlængelse.
Dermed udlignede vinderen af grundspillet til 1-1 samlet efter nederlaget hjemme i den første kamp.
Jeppe Korsgaard bragte Aalborg foran med 1-0 midt i første periode, men Oliver Kjær sørgede for udligning under powerplay kort efter.
I anden periode kom Esbjerg også foran ved canadieren Brandon Magee, men hans landsmand Tommy Giroux gjorde det til 2-2 for nordjyderne.
Tredje periode forblev målløs, og dermed måtte man også her ud i en forlængelse.
Her blev Jeppe Korsgaard helten med målet til 3-2 efter fem minutter.
Tredje opgør i semifinaleserierne spilles søndag.
/ritzau/