Sport - Ritzau
Sønderjyske og Silkeborg-Voel slår favoritter og er i Final 4
Sønderjyske og Silkeborg-Voel slår favoritter og er i Final 4
Sønderjyske og Silkeborg-Voel slår favoritter og er i Final 4
Favoritterne Nykøbing Falster og Viborg missede muligheden for at komme i Final 4 i kvindernes pokalturnering.
Sønderjyske og Silkeborg-Voel leverede store overraskelser torsdag aften og er klar til Final 4 i den danske pokalturnering for kvinder.
Det står klart, efter at Sønderjyske vandt 29-24 hjemme over Nykøbing Falster. Lidt senere vandt Silkeborg-Voel 36-34 over Viborg HK efter forlænget spilletid over Viborg HK og snuppede den sidste billet.
Det var en stor bet for både Nykøbing Falster og Viborg HK, der på forhånd var udråbt som favoritter til at vinde torsdagens kvartfinaler.
Størst favorit var Nykøbing Falster, men det var holdet ikke i stand til at leve op til.
I første halvleg gik det efter planen for Nykøbing Falster, som var foran med 13-9.
Men det lykkedes for sønderjyderne at reducere til 13-15 inden pausen, og det skulle vise sig at blive et lille forvarsel om, hvad der ventede.
Sønderjyske åd nemlig langsomt Nykøbings forspring i anden halvleg og fik kontakt ved 18-18.
Derefter trak Sønderjyske fra og kom solidt foran med 24-20 med lidt under ti minutter tilbage.
Nerverne så ud til at spille Sønderjyske et puds, og Nykøbing scorede et par nemme mål og reducerede til 22-24.
Men Sønderjyske formåede dog at bevare momentum og kom foran med 28-23 med fire minutter tilbage.
Den føring slap hjemmeholdet ikke til stor jubel for størstedelen af publikum i hallen.
Langt vanskeligere havde Silkeborg-Voel ved at gå videre senere torsdag aften, men det lykkedes efter et stort drama.
Det stod 30-30 efter den ordinære spilletid mod Viborg, men i den forlængede spilletid var Silkeborg-Voel bedst og vandt med to overskydende mål.
Onsdag spillede Odense og Team Esbjerg sig videre til Final 4, og der blev torsdag trukket lod til semifinalerne.
Team Esbjerg skal i den ene semifinale møde Silkeborg-Voel, mens Sønderjyske tørner sammen med Odense i den anden.
/ritzau/