Sport - Ritzau
Spanier sender Andy Murray ud af Australian Open
Spanier sender Andy Murray ud af Australian Open
Spanier sender Andy Murray ud af Australian Open
Skotten tabte i tredje runde til Roberto Bautista Agut, der slog den tidligere grand slam-vinder i fire sæt.
Tennisspilleren Andy Murray er færdig ved Australian Open efter et nederlag i tredje runde i Melbourne.
Den 35-årige skotte tabte lørdagens kamp mod spanske Roberto Bautista Agut i fire sæt. Spanieren vandt 6-1, 6-7, 6-3, 6-4.
Murray tilhørte førhen den absolutte verdenstop, men de senere år har skader plaget karrieren, hvilket har medført et stort fald på ranglisten, hvor han for tiden er nummer 66.
Ved dette års Australian Open har han alligevel tiltrukket sig en del opmærksomhed.
I anden runde slog Murray det australske hjemmebanehåb Thanasi Kokkinakis i en femsætskamp, der først sluttede lidt over klokken fire om natten. Her var skotten nede med 0-2 i sæt.
Efter kampen beklagede Andy Murray sig over det sene kamptidspunkt, og at han ikke kunne få lov til at besøge toilettet.
Selv om anden runde-kampen først sluttede i de tidligere morgentimer fredag, så brugte Murray ikke det som undskyldning, da han satte ord på lørdagens exit.
- Jeg gav alt, hvad jeg havde i de tre kampe, og det er jeg meget stolt af.
- Men jeg er også skuffet, for jeg har arbejdet hårdt i begyndelsen af året, og jeg kunne have fået en rigtig god stime, siger Andy Murray.
Spanske Roberto Bautista Agut skal nu op mod amerikaneren Tommy Paul i fjerde runde. Agut er placeret i samme turneringshalvdel som danske Holger Rune. De kan dog tidligst mødes i en eventuel semifinale.
/ritzau/AFP