Sport - Ritzau

Spansk sprællemand sætter danske skytter på mental prøve

Spansk sprællemand sætter danske skytter på mental prøve

Spansk sprællemand sætter danske skytter på mental prøve

Ritzau
Gdansk
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-EUROESP-DEN Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

VM-semifinalen mellem Danmark og Spanien bliver også en duel mellem to af verdens bedste målmænd.

Det bliver ikke blot endnu en duel mellem to af verdens bedste håndboldlandshold, når Danmark møder Spanien i VM-semifinalen i Gdansk fredag aften.

Det bliver også en kamp mellem to af klodens allerbedste målmænd: danske Niklas Landin mod Barcelona-keeperen Gonzalo Pérez de Vargas, der vogter det spanske mål.

- Han er en fin fyr, som har leveret rigtig stort i denne sæson. Både for Barcelona og for Spanien. Det er helt klart en keeper, der kan afgøre kampe, siger Niklas Landin om kollegaen.

Det gjorde 32-årige Vargas så sent som onsdag aften, da Spanien med møje og besvær slog Norge ud i kvartfinalen.

Her stod den spanske målmand med en redningsprocent på 40 og leverede en vital redning på den norske fløjspiller Kristian Bjørnsens forsøg mod slutningen af kampen.

Vargas gjorde også livet surt for de danske skytter, da Danmark og Spanien for et år siden kæmpede om at komme i EM-finalen.

- I semifinalen sidste år brændte jeg nogle stykker på ham, så det skal jeg have revancheret, siger den danske venstrefløj Emil Jakobsen, der generelt har haft blandede oplevelser med sprællemanden i målet.

- Han er en sindssygt dygtig målmand, som er utrolig hurtig. Jeg har prøvet at hænge i luften og tænke, at der var plads i et af hjørnerne, men så har han alligevel nået den.

- Man skal være ekstra koncentreret og lave nogle skud, som er lidt sværere end normalt. Man skal prøve at forvirre ham, siger Emil Jakobsen.

Niklas Landin er heller ikke i tvivl om, hvad der gør Barcelona-målmanden til en af verdens bedste.

- Han er god til at læse spillet, er utrolig hurtig og reaktionsstærk. Og så virker det som om, at han finder en god timing i at angribe skytten, siger Niklas Landin.

For Emil Jakobsen venter en stor opgave i at forberede sig mentalt til duellen med Vargas.

- Jeg prøver at undgå at gå i panik. Jeg skal helst være lidt ovenpå og tro på det, jeg har sat mig for. Jeg skal i hvert fald ikke tænke over, hvad jeg ikke må gøre.

- Men han er dygtig, og man skal give den ekstra gas for at få den forbi ham, siger Emil Jakobsen.

Det er kun et ekstra krydderi til målmandsduellen, at de to nationer også råder over reserver på allerhøjeste niveau.

Kevin Møller mod Rodrigo Corrales. Flensburg-Handewitt mod Veszprem.

- Jeg vil mene, at målmandsduellen er fifty-fifty, vurderer danske Mads Mensah.

- Niklas og Vargas er de to bedste. Kevin og Corrales bider dem i haserne. Målmandsduellen kunne næsten ikke være mere tæt.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“