Sport - Ritzau

Spanske ekvilibrister sætter skub i dansk landsholds udvikling

Spanske ekvilibrister sætter skub i dansk landsholds udvikling

Spanske ekvilibrister sætter skub i dansk landsholds udvikling

Ritzau
Santa Cruz de Tenerife
Zuletzt aktualisiert um:
European Championship Women''s Football: Denmark - Spain Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Trods nederlaget til Spanien og muligheden for et mere ville Pernille Harder ikke være kampene foruden.

Som så mange andre nationer i disse år løb det danske kvindelandshold i fodbold fredag ind i et nederlag til Spanien. Og risikoen for et nyt tirsdag aften er realistisk set pænt stor.

For både på landsholds- og klubniveau er spanske hold i disse år suveræne.

Alligevel ville Danmarks anfører, Pernille Harder, ikke være møderne foruden.

- Det er ekstremt lærerigt. Selvfølgelig ved vi godt, at det er enormt svært at vinde over dem, men det er virkelig lærerigt for alle at spille mod dem.

- De er meget fleksible i den måde, de spiller på. I vores høje pres kommer vi ud for mange situationer, som vi skal løse. De situationer kan vi tage med i fremtiden, når vi møder hold, som spiller på samme måde eller gør nogle af de samme ting, forklarer hun.

Fredag havde Spanien reelt afgjort EM-kvalifikationskampen efter 28 minutter og endte med en sikker sejr på 2-0.

Det var egentlig i den pæne ende af nederlagsspektret, for de spanske verdensmestre har for vane at uddele store snittere.

Harder har svært ved at vurdere, hvor langt det danske hold anno 2024 er fra de allerbedste. Men hun anerkender, at ingen lige nu kan matche spanierne.

- De har været meget dominerende de seneste par år. De er gået fra at være et godt landshold til at være et rigtig godt landshold, som er svært at spille mod.

- De er gode til at gøre det svært for modstanderne, lige meget hvem de møder, siger Bayern München-profilen.

Ser man bort fra opgøret mod Spanien og de to nederlag i slutningen af sidste års Nations League, har danskerne generelt vist gode takter under den nye landstræner Andrée Jeglertz.

- Jeg synes, at vi er i en god udvikling. I kvalifikationen har vi vundet de to første kampe og tabt mod Spanien, men det er verdens bedste hold.

- Vi udvikler os godt, og vi snakker hele tiden om, hvad vi kan optimere på, siger Pernille Harder.

Estadio Heliodoro Rodríguez López på Tenerife lægger græs til tirsdagens kamp klokken 21.30 dansk tid.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“