Sport - Ritzau

Specielle Magdeburg kan gøre livet surt for Landin og Aalborg

Specielle Magdeburg kan gøre livet surt for Landin og Aalborg

Specielle Magdeburg kan gøre livet surt for Landin og Aalborg

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
SC Magdeburg - F''chse Berlin Foto: Marius Becker/Ritzau Scanpix

Magdeburg har en særpræget spillestil, som blandt andet betyder, at det som keeper er svært at forberede sig.

Toppen af tysk håndbold har i årevis været præget af mandskaber med høje og hærdebrede bagspillere udstyret med stærke skudarme.

Men det har SC Magdeburg, som Aalborg Håndbold lørdag møder i Champions Leagues semifinale, lavet om på.

Træner Bennet Wiegert har samlet et mandskab bestående af vævre og rapfodede dynamoer, og det kan gøre livet surt for blandt andre Niklas Landin i Aalborg-målet.

- De har ikke nogen spillere, der åbner op fra distancen - 10-11-12 meter. Det er meget mand-mand-dueller, og hvis de får gang i det spil, så bliver det ekstremt svært, siger Niklas Landin.

I stedet for langskud bliver der tale om skud fra kort distance, fordi duelspillere som Felix Claar, Janus Smarason og Ómar Ingi Magnússon har som force at bryde gennem modstandernes defensiv.

- Det er svært for en keeper at forberede sig på de der nærskud, for man ved ikke præcist, hvor de lige kommer igennem, og om det er den ene eller den anden.

- Man kan ikke bare vente på, at der er en stor flækker, der skyder i bestemte situationer tre-fire gange i hver kamp. Så det er svært for keepere at forberede sig på, hvad der sker - ud over at der kommer en masse nærskud, siger Niklas Landin.

Magdeburg spiller samtidig med et ekstremt højt tempo, som man kender det fra det danske landshold, hvor typer som Simon Pytlick og Mathias Gidsel ræser frem ad banen, når der er scoret, eller bolden bliver vundet.

Spillestilen har ført til flere trofæer i de seneste år, hvor klubben både er blevet tysk mester og har vundet Champions League.

- Man må have respekt for den måde, de bare støvsuger alt, siger Henrik Møllgaard, som i Aalborgs midterforsvar skal forsøge at dæmme op for førnævnte trio, som faktisk alle har en fortid i det nordjyske.

- Det er underligt, at Magdeburg er lykkedes med alle de spillere, vi åbenbart ikke kunne bruge, siger han med et grin.

Spørger man Mikkel Hansen, så er det ikke kun offensivt, at Magdeburg har fundet formlen. Også defensivt står tyskerne stærkt, og det er med danske Magnus Saugstrup som en afgørende figur.

- De har et ret mobilt forsvar, som dækker fint op og sørger for, at de kan løbe en masse kontra, siger Mikkel Hansen.

- Og så er de sindssygt dygtige til at tage vare på bolden, og de laver ikke ret mange fejl, hvilket er ret vigtigt nu til dags, siger han.

Niklas Landin og de andre Aalborg-spillere har dog på ingen måder lagt sig ned, før det lørdag går løs i Lanxess Arena foran næsten 20.000 tilskuere.

- Vi har fine chancer. Vi er udmærket klar over, at vi ikke er den største favorit. Men man ser ofte til Final 4, at det ikke er den største favorit, der løber med overskrifterne. Så vi vil forsøge at jagte det, siger Landin.

Aalborg og Magdeburg mødes klokken 15.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“