Sport - Ritzau

Spøgelset fra Albertville kickstartede Danmarks VM-stime

Spøgelset fra Albertville kickstartede Danmarks VM-stime

Spøgelset fra Albertville kickstartede Danmarks VM-stime

Ritzau
Stockholm
Zuletzt aktualisiert um:
VM håndbold i Frankrig, Danmark-Ungarn Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Choknederlaget til Ungarn i 2017 var en lærestreg til håndboldlandsholdet, der ikke har tabt en VM-kamp siden.

Det skulle have været en lille, fin udflugt til et sneklædt vinterlandskab i en tidligere vinter-OL-by i de franske alper. Et par forventede danske sejre og så retur til Paris for at spille om medaljer.

Men håndboldlandsholdets ophold i Albertville blev en fransk visit. Et højst overraskende 25-27-nederlag i ottendedelsfinalen mod Ungarn sendte Danmark hjem fra VM 2017 i utide.

De regerende olympiske mestres fiasko fik vidtrækkende konsekvenser. Det blev Gudmundur Gudmundssons sidste kamp som dansk landstræner. Og her seks år senere er det fortsat det seneste danske nederlag i VM-sammenhæng.

- Den kamp står som kronen på værket på en ringe slutrunde. Vi havde lige vundet OL, og der var sådan en stemning af, at nu kunne vi det hele. Vi skulle bare bade os gennem turneringen og ødelægge franskmændenes fest ved at slå dem i Bercy, husker Henrik Møllgaard.

Forinden havde Danmark vundet fem indledende kampe uden de store kvaler.

Ungarerne havde tabt tre ud af fem og kun besejret Chile og Saudi-Arabien. Den kamp lå lige til Mikkel Hansens højrehånd.

- Det var noget af en skuffelse, at vi den dag ikke var bedre end det og end dem. Men det var også en anden tid og under en anden træner, siger Hansen i dag.

Møllgaard husker det, som om en vis selvfedme havde indfundet sig på holdet. Som om spillerne troede, det var nok bare troppe op og ikke behøvede at gøre sig umage.

- Det var "bare" Ungarn. Laszlo Nagy var vrikket rundt på foden. Det kunne ikke gå galt, og vi var allerede på vej mod Paris. Men vi havde ingen løsninger på noget som helst, og vi var aldrig i nærheden af at vinde kampen, fortæller Henrik Møllgaard.

For Niclas Kirkeløkke står kampen også lyslevende i erindringen. Dengang var han 22 år og var kun to måneder tidligere kommet ind på et landshold, der havde skrevet dansk sportshistorie ved OL i Rio de Janeiro.

- Forventningerne var rimelig høje. Men den kamp fik Ungarn dræbt fuldstændig. Vi fik ikke noget tempo eller flow i spillet overhovedet, husker Kirkeløkke.

Selv om Ungarn ofte har været en ubehagelig modstander og råder over flere klubhold i den europæiske top, kan landet dårligt kaldes en stormagt i international herrehåndbold.

En sølvmedalje fra VM i 1986 er det foreløbig bedste resultat for en nation, der "kun" har spillet to semifinaler i hele VM- og EM-historien.

- Det viser, hvordan Ungarn er. Nogle dage er de virkelig svære at have med at gøre. Andre dage fungerer det ikke. De har et ekstremt højt topniveau og et meget lavt bundniveau, siger Mikkel Hansen.

Når der er grund til at støve den seks år gamle fadæse af igen, er det, fordi Ungarn onsdag igen venter i en VM-knockoutkamp. Og fordi en del af forhistorien ligner den fra 2017.

Igen er Danmark klar favorit. Regerende dobbelt verdensmester.

Forskellen er, at holdet nu stiller op med den ballast, man får af oplevelser, som den, der siden er blevet kaldt "Spøgelset fra Albertville".

Fejl er uundgåelige, men man skal lære af dem. Det danske landshold har siden spillet 25 VM-kampe uden nederlag.

- Der blev trænet dårligt, og der var sådan en arrogant tilgang til det hele. Det er den slutrunde, vi har lært mest af, i forhold til hvordan vi gerne vil være. Både i forhold til, hvordan vi er sammen, og hvordan vi fremstår, når vi spiller.

- Den kamp mod Ungarn er en kamp, vi refererer til internt, når vi skal spille vigtige kampe, siger Henrik Møllgaard.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“