Sport - Ritzau
Stabil og skadefri Andersson bomber løs i Bundesligaen
Stabil og skadefri Andersson bomber løs i Bundesligaen
Stabil og skadefri Andersson bomber løs i Bundesligaen
Lasse Andersson har løftet sig med Füchse Berlin og drømmer om en OL-oplevelse senere på året.
Lasse Andersson har ramt den lige i bagdelen i denne sæson.
Den københavnske storskytte bomber løs i Bundesligaen, hvor han er en afgørende profil på det profiltunge mandskab Füchse Berlin.
Med 199 scoringer i 31 kampe har han leveret sin hidtil bedste sæson i Bundesligaen, og det er ikke kun takket være ham selv.
- Der er meget, der er lykkedes. Jeg har arbejdet hårdt og dedikeret, og hele gruppen har rykket sig et niveau op, så det er også et spørgsmål om, at vi har skubbet hinanden og været gavnlige for hinanden, siger Andersson.
Netop den betragtning er Nikolaj Jacobsen enig i, og måske derfor har han udtaget Lasse Andersson til denne uges landsholdssamling.
- Lasse spiller på et godt hold, hvor tingene har fungeret rigtig godt i den her sæson. Og så har han været skadefri mere eller mindre hele sæsonen og er derfor blevet mere stabil.
- Men det er også nødvendigt for Lasse. En af hans udfordringer har været manglende stabilitet. Til en stor slutrunde går det ikke at have 7 mål på 15 skud, for så vi vinder vi ikke. Man skal spille godt og være effektiv. Det er det vigtigste, siger landstræneren.
Inden Lasse Andersson kom til Füchse Berlin i 2020, tørnede han ud for FC Barcelona, en af verdens største klubber.
Dengang - og endnu tidligere - var han på grund af sit kraftfulde aftræk fra bagkæden udset som den oplagte efterfølger til Mikkel Hansen på landsholdets venstre back, men har manglet det store gennembrud på landsholdet, selv om han kan prale af VM-guld og OL-sølv.
Blandt andet slemme skader har kostet ham trin på udviklingsstigen, og flere gange har han måttet melde afbud til landsholdet i sidste øjeblik. Og så har tiltagende hård konkurrence gjort det endnu sværere.
- Jeg vil gerne være med hver gang, og hver gang jeg ikke er med, bliver jeg skuffet og irriteret over det. Ikke fordi jeg er enig eller uenig i, om jeg burde være med, men sådan tror jeg, de fleste her i truppen har det.
- Man vil bare gerne være med hver gang, siger Lasse Andersson.
Helt ude af billedet har han dog aldrig været.
- Lasse har aldrig været valgt fra, fordi han har gjort det dårligt, for det har han ikke. Men han har været valgt fra, fordi andre har været valgt til. Der er hård konkurrence på de positioner, han spiller, og nu er Simon Pytlick og Thomas Arnoldsen også kommet i spil, siger Nikolaj Jacobsen.
Der er cirka to måneder til, at landstræneren skal udtage sin OL-trup, og Lasse Andersson kan ikke lade være med at drømme om endnu en olympisk rejse.
- Selvfølgelig håber jeg at komme med. Det er ingen hemmelighed. Det vil de fleste. Men lige nu har jeg fokus på at afslutte sæsonen ordentligt i Berlin, så vi kan få en titel, siger Lasse Andersson.
Det tyske mesterskab bliver svært at hale i land for Füchse Berlin, der er blevet overhalet indenom af Magdeburg, men klubben har nået Final 4 i European League.
/ritzau/