Sport - Ritzau
Stærk ungarer støder Emma Aastrand af europæisk trone
Stærk ungarer støder Emma Aastrand af europæisk trone
Stærk ungarer støder Emma Aastrand af europæisk trone
Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen blev slået overbevisende af ungarske Tamara Csipes.
Emma Aastrand Jørgensen måtte nøjes med sølv, da hun lørdag formiddag forsøgte at forsvare sit europamesterskab i 500 meter enerkajak.
I finalen måtte danskeren se sig slået af ungarske Tamara Csipes, der på hjemmebane i Szeged tog guldet med en overbevisende indsats.
Tamara Csipes lagde sig i front omgående, da startskuddet lød, og hun så sig aldrig tilbage.
Som en maskine hamrede hun afsted mod målstregen, og selv om Emma Aastrand Jørgensen forsøgte sig med en slutspurt, var der intet at stille op. Ungareren vandt med næsten to sekunder ned til danskeren.
Dermed er der altså noget at arbejde med for danskeren, der er et af Danmarks guldhåb forud for OL i Paris senere på sommeren.
Kort efter Emma Aastrand Jørgensens finaleheat skulle den danske toerkajak med Gustav Bock og Rasmus Knudsen forsøge at få metal med hjem.
Duoen var dog langt efter konkurrenterne i finalen og endte sidst - næsten seks sekunder efter de ungarske vindere.
Den danske toerkajak med Caroline Faurschou og Bolette Iversen spillede senere lørdag eftermiddag heller ikke den store rolle i finalen på 200 meter.
De to danskere endte næstsidst i finalen, der blev vundet af en ungarsk duo på hjemmebane.
/ritzau/