Sport - Ritzau

Stjernefrø hjælper Spanien i EM-finale med drømmemål

Stjernefrø hjælper Spanien i EM-finale med drømmemål

Stjernefrø hjælper Spanien i EM-finale med drømmemål

Ritzau
München
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EURO-2024-MATCH49-ESP-FRA Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Lamine Yamal blev EM's yngste målscorer nogensinde, da Spanien dukkede Frankrig 2-1.

Spanien er klar til sin femte EM-finale efter en 2-1-sejr over Frankrig i München tirsdag aften.

Blot 16-årige Lamine Yamal og Dani Olmo sikrede med hver sin træffer i første halvleg spanierne finalebilletten, efter at Randal Kolo Muani tidligt havde bragt franskmændene foran.

Kylian Mbappé overraskede ved at spille uden den beskyttelsesmaske, som han har båret, siden han brækkede næsen i den franske åbningskamp mod Østrig.

Superstjernen virkede i første omgang mere frigjort end tidligere og lagde op til åbningsmålet, men i sidste ende løb han ligesom sine holdkammerater tør for kræfter og idéer.

I søndagens finale på Olympiastadion i Berlin møder Spanien vinderen af onsdagens brag mellem England og Holland i Dortmund.

Semifinalens meget underholdende første halvleg bød allerede efter seks minutter på den første store chance, da midtbanespilleren Fabian Ruiz fra tæt hold pandede Lamine Yamals ellers glimrende indlæg over målrammen.

Bare et minutter senere gentog historien sig med en tilsvarende chance i den anden ende, og denne gang var Randal Kolo Muani mere træfsikker, da Mbappé slyngede kuglen i feltet.

Målet var det første ved EM scoret af en franskmand i åbent spil efter 86 forgæves afslutninger. To selvmål og en straffesparkstræffer havde indtil da været holdets eneste mål på vej til semifinalen.

1-0-føringen gav i højere grad franskmændene mulighed for at lukrere på omstillingsspillet med sin lynhurtige offensiv, men det holdt kun til knap midtvejs gennem halvlegen, hvor Yamal bragte balance i regnskabet.

Stjernefrøet fra Barcelona løb tør for afleveringsmuligheder lidt uden for feltet og valgte på smukkeste vis at krølle bolden mod krydset. Og på den måde blev han den yngste målscorer nogensinde ved EM med sine blot 16 år og 362 dage.

Og spanierne red videre på sit momentum. Efter 25 minutter viste kreatør Dani Olmo således stor teknisk kunnen i det franske felt og sparkede Spanien på 2-1, selv om højreback Jules Kounde gjorde et hæderligt forsøg på at cleare bolden.

I første omgang blev Kounde noteret som selvmålsskytte, men siden krediterede Uefa scoringen til Olmo, som dermed er delt EM-topscorer med sin tredje træffer i slutrunden.

Efter den hæsblæsende indledning faldt opgøret stille og roligt i underholdningsværdi. Intensiteten var stadig høj, og der var mange halve muligheder.

Især Frankrig kom frem til en lille håndfuld chancer i løbet af anden halvleg, men kvaliteten var ikke til at passere Unai Simon i det spanske mål, når man ellers fik ramt det.

Didier Deschamps reagerede fra bænken med adskillige offensive indskiftninger, men hverken Antoine Griezmann, Olivier Giroud eller andre skabte eller kom frem til den gyldne mulighed, som var påkrævet for at sikre forlænget spilletid.

Derfor spiller Spanien søndag sin femte EM-finale. Tre gange tidligere - i 1964, 2008 og 2012 - er spanierne sluttet som europamester.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“