Sport - Ritzau

Stor landsholdsrolle overrasker Pytlick: Jeg er blevet modnet

Stor landsholdsrolle overrasker Pytlick: Jeg er blevet modnet

Stor landsholdsrolle overrasker Pytlick: Jeg er blevet modnet

Ritzau
Malmø
Zuletzt aktualisiert um:
VM herrehåndbold: Danmark - Belgien Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Særligt i efteråret har Simon Pytlick udviklet sig med lynets hast, og nu er han en af landsholdets vigtigste.

Simon Pytlick er det nye sort på det danske håndboldlandshold.

Ved VM har slutrundedebutanten i samtlige kampe været en del af den startopstilling, der skal slå de første buler i modstanderen, og det har han gjort godt.

Sammen med Mathias Gidsel har han været afgørende for Danmarks kontrafase, og i det etablerede angrebsspil har han været en konstant trussel, når Mikkel Hansen har fordelt boldene i sin rolle som spilstyrer.

Landstræneren har tydeligvis stor tillid til den 22-årige GOG-profil, som er overrasket over, at han har været så vigtig en del af landsholdet.

- Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville få så stor en rolle. Jeg er selvfølgelig glad for at bidrage, og jeg synes, at vi tre, der har spillet de første kampe, spiller godt og kommer til mange chancer, siger Simon Pytlick.

Han har ikke spillet mere end 13 landskampe, siden han fik debut mod Norge i slutningen af 2021, og det er første gang, han er med til en slutrunde.

Hvis man skruer tiden et par år tilbage, var der ikke mange, der havde forudset, at Simon Pytlick allerede nu ville have nået sit aktuelle niveau. Heller ikke ham selv.

- Nej, siger Simon Pytlick og nærmest griner af spørgsmålet.

- Jeg tror sgu heller ikke, du ville tro på mig, hvis jeg sagde det. Det havde jeg ikke regnet med.

Det sidste halvår, hvor Simon Pytlick har mærket modstand fra øverste hylde i Champions League, har han taget store skridt. Det har samtidig betydet noget, at Mathias Gidsel ikke længere er der til at trække GOG-toget frem.

- Jeg er vokset med tingene og har haft et fint efterår i GOG, hvor jeg har fået en stor rolle. Jeg har fået mange nye ting at tage mig af, og det betyder, at jeg er blevet modnet og har lidt mere ro i mine aktioner.

- Der er nogle gode folk, der hjælper mig på vej, og det har betydet meget for mig, siger Simon Pytlick.

Han er dog pinligt bevidst om, at der ikke er tid til at være selvtilfreds. Selv om det har set godt ud indtil videre ved VM, så føler han ikke, at den har siddet lige i skabet.

- Jeg skal selvfølgelig lige falde ind i tingene, og det gør jeg ikke bare på tre kampe. Der går nok lige et par kampe endnu, men vi går efter at lande på et slutprodukt, der er stærkt nok til at vinde VM, siger Pytlick.

Han understreger, at der også er en mental faktor i at komme ind fra siden og blive en bærende spiller omgående.

- Man skal lige forberede sig på det, og mit spil kan heller ikke fungere 100 procent i hver eneste kamp. Men så er det vigtigt, at man prøver at gøre det så godt, som man nu kan, selv om det ikke lige spiller, siger Pytlick.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“