Sport - Ritzau
Storspillende keeper får GOG til at krakelere i Portugal
Storspillende keeper får GOG til at krakelere i Portugal
Storspillende keeper får GOG til at krakelere i Portugal
Nikola Mitrevski havde på et tidspunkt en redningsprocent på 80 og stod bag GOG's nederlag til FC Porto.
GOG så ved pausefløjt ud til at cruise mod en sikker sejr på udebane over FC Porto i Champions League torsdag aften, men anden halvleg blev en miserabel fynsk omgang.
Med et hav af dårlige afslutninger forvandlede GOG den makedonske keeper Nikola Mitrevski til verdens bedste for en aften.
På et tidspunkt var FC Porto-målmanden oppe på en svimlende redningsprocent på 80. Han sluttede på knap 57 og sørgede for, at GOG tabte med 31-32.
Dermed formøblede GOG sin pauseføring på seks mål og løb ind i endnu en gigantisk skuffelse i en sæson, der endnu ikke er kommet på rette spor.
Fynboerne kan trøste sig med, at de fortsat er på tredjepladsen i sin gruppe. Barcelona og Veszprem ligger side om side på første- og andenpladsen med ti point, efter at sidstnævnte torsdag vandt giganternes møde i Spanien.
Men det er en ringe trøst for GOG.
I den halvtomme og meget lydløse hal i Porto var der nærmest stemning af træningskamp i første halvleg, selv om hjemmeholdet kom godt fra land.
Jakob Mikkelsen, der har en fortid i Fredericia, var flyvende for Porto og scorede fire af klubbens første otte mål, mens han lagde op til to andre.
Men han var en enmandshær, og GOG tog stille og roligt et hårdt greb om kampen. Morten Olsen spillede med vanlig kløgt på midten, og fynboerne havde let ved at skabe store chancer. Det nød især Aaron Mensing godt af.
Og da først forsvaret begyndte at lukke af, trak GOG fra. 21-15 ved pausen, hvor noget kunne tyde på, at Porto fik en opsang.
I hvert fald var portugiserne som forvandlede efter pausen, og publikum livede tilsvarende op på tilskuerpladserne. Energiniveauet blev løftet med 100 procent, og Nikola Mitrevski begyndte at lukke fuldstændig af i målet.
Porto var kort inde i anden halvleg et mulehår fra at komme på omgangshøjde, da den tidligere Aalborg-spiller Nikolaj Læsø reducerede til 22-23.
I en periode fik GOG slukket ildebranden og trak fra, men med seks minutter igen udlignede Porto til 28-28. Få minutter senere kom værterne foran for første gang i kampen, og GOG havde intet modsvar.
/ritzau/