Sport - Ritzau

Stort københavnsk cykelløb er i støbeskeen

Stort københavnsk cykelløb er i støbeskeen

Stort københavnsk cykelløb er i støbeskeen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Året i billeder 2022 - Indland, sport Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Allerede fra 2025 kan et World Tour-løb se dagens lys i København, hvis der er politisk opbakning.

København skal have et cykelløb i verdensklasse hvert år for både mænd og kvinder.

Den ambition lufter overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) sammen med kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) og formand for Danmarks Cykle Union (DCU) Morten Anderson søndag i et indlæg på Berlingskes hjemmeside.

Sidste års Tour de France-start i Danmark har inspireret initiativtagerne til at skabe et løb, som med tiden skal blive "en nyklassiker og blandt de fineste endagsløb i cykelsporten".

- Oven på den store succes med værtskabet for de tre indledende etaper af Tour de France sidste år, hvor mere end 1.600.000 mennesker fulgte med langs ruterne, heraf alene 600.000 til enkeltstarten i København, mener vi, at tiden er inde til, at København skal have sit helt eget endagsløb i World Tour-kalenderen.

- Vi kalder foreløbigt idéen for World Tour Copenhagen, skriver parterne.

Det oplyses ikke, hvor mange penge der skal postes i projektet, eller hvad man forventer af økonomiske gevinster den anden vej. Men folkene bag betragter det som et udstillingsvindue for byen, Danmark og den danske cykelkultur.

I dag er Fyen Rundt og Grand Prix Herning samt etapeløbet PostNord Danmark Rundt en del af Den Internationale Cykelunions (UCI) kalender for mænd, mens Tour of Scandinavia er kommet på programmet for kvinderne med flere etaper på dansk jord.

Modsat Tour of Scandinavia har ingen af mændenes løb World Tour-status.

En arbejdsgruppe med deltagelse af Københavns Kommune, DCU, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen er blevet nedsat af kommunen. Gruppen skal undersøge mulighederne for at føre tankerne ud i livet.

Og der er ikke nødvendigvis lang tid til, at første udgave af World Tour Copenhagen kan køres i de københavnske gader.

- Prognoserne for et årligt tilbagevendende World Tour-cykelløb i København allerede fra 2025 er gode, skriver de tre afsendere af søndagens indlæg.

Planen er at indsende et officielt bud til UCI i oktober eller november, hvis der er politisk opbakning.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“