Sport - Ritzau
Suveræn amerikaner snupper femte alpinsejr i træk
Suveræn amerikaner snupper femte alpinsejr i træk
Suveræn amerikaner snupper femte alpinsejr i træk
Mikaela Shiffrin vandt onsdag kvindernes slalomkonkurrence i Zagreb og udbygger sin World Cup-føring.
Der er Mikaela Shiffrin, og så er der alle de andre i kvindernes alpine World Cup i denne sæson.
Onsdag eftermiddag var hun atter feltets hurtigste, da der blev konkurreret i slalom i nærheden af kroatiske Zagreb.
Efter de to gennemløb var hun 0,76 sekunder hurtigere end slovakken Petra Vlhová på andenpladsen og yderligere cirka et halvt sekund hurtigere end svenskeren Anna Larsson på tredjepladsen.
Sejren var Mikaela Shiffrins femte i træk i World Cuppen, og hun udbygger sin føring, så der nu ikke er meget spænding tilbage om, hvem der vinder årets samlede World Cup. Vlhova er Shiffrins nærmeste konkurrent.
Med onsdagens triumf er amerikaneren nu kun fem sejre bag legendariske Ingemar Stenmarks rekord for flest World Cup-sejre i alpint skiløb. Svenskeren vandt 86 World Cup-sejre.
Allerede torsdag kan Shiffrin komme et skridt nærmere rekorden, når der igen konkurreres i slalom i Kroatien.
Her kan den 27-årige amerikaner samtidig tangere Lindsey Vonns rekord på 82 sejre hos kvinderne.
Også de bedste mandlige skiløbere var i aktion i World Cuppen onsdag.
Her vandt nordmanden Henrik Kristoffersen slalomafdelingen i tyske Garmisch-Partenkirchen i suveræn stil. Østrigeren Manuel Feller blev nummer to, mens franskmanden Clement Noël tog den sidste plads på podiet.
/ritzau/