Sport - Ritzau

Suveræn Blichfeldt tager første World Tour-sejr i fem år

Suveræn Blichfeldt tager første World Tour-sejr i fem år

Suveræn Blichfeldt tager første World Tour-sejr i fem år

Ritzau
Mülheim an der Ruhr
Zuletzt aktualisiert um:
BEC 2024 European Men''s Foto: Grzegorz Michalowski/Ritzau Scanpix

Mia Blichfeldt vandt stensikkert over vietnameseren Thuy Nguyen i German Open. Rasmus Gemke tabte sin finale.

For første gang i fem år kan badmintonspilleren Mia Blichfeldt kalde sig vinder af en turnering på BWF World Tour.

I finalen i German Open vandt den 26-årige sjællænder overbevisende med 21-11, 21-9 over Thuy Nguyen fra Vietnam. Sidst, Blichfeldt strøg til tops på World Touren, var i Spain Masters i 2019.

Begge har status af Super 300-turnering og rangerer dermed på niveau fem ud af seks i turneringshierarkiet.

Slutkampen var en duel mellem verdensranglistens nummer 22 og 23, men på banen var det slet ikke så jævnbyrdigt, som ranglisteplaceringerne indikerede.

Blichfeldt dominerede fra start til slut og havde succes med sin plan om at holde tempoet højt. Ikke kun i duellerne, men også mellem dem. Hun løb hen for at samle boldene op fra gulvet og servede hurtigt.

Det bekom ikke Thuy Nguyen vel, og Blichfeldt kom stærkt fra start. Danskeren bragte sig foran 8-3 og havde ved sætpausen et forspring på 11-7.

Heller ikke efter det korte spilophold fik vietnameseren styr på sine slag. Blichfeldt vandt de næste syv bolde i træk og kort efter sættet med 21-11.

Thuy Nguyen stod i karrierens første Super 300-finale, men den blev ikke en god oplevelse. Intet fungerede, og i andet sæt virkede hun til tider opgivende.

Blichfeldt spillede frigjort og vandt ti bolde på stribe og gik fra 2-2 til 12-2. Hun tilspillede sig første matchbold ved 20-9 og afgjorde finalen i første forsøg.

For Rasmus Gemke blev finaledagen til gengæld en skuffelse. Aarhusianeren fik aldrig gang i sit spil i slutkampen mod franskmanden Christo Popov.

Popov, der som nummer 27 på verdensranglisten er to pladser foran Gemke, tog initiativet fra start og slap det ikke igen.

Efter at have vundet første sæt 21-17 etablerede han hurtigt en komfortabel føring i andet.

Da de to spillere mødtes ved hold-EM for to uger siden, vandt Gemke efter at være kommet tilbage fra en ellers udsigtsløs position.

Så da danskeren pludselig spillede frit og gik fra 11-19 til 16-19, var det ikke underligt, hvis Popov begyndte at ryste lidt på hånden.

Franskmanden brød dog den dårlige stime med et effektivt smash og sikrede sig sejren med 21-16 på sin første matchbold.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“