Sport - Ritzau

Sven-Göran Eriksson er død efter længere tids sygdom

Sven-Göran Eriksson er død efter længere tids sygdom

Sven-Göran Eriksson er død efter længere tids sygdom

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-NED-LEGENDS-LIVERPOOL-AJAX Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Den svenske tidligere toptræner Sven-Göran Eriksson er død i en alder af 76 år.

Den tidligere svenske toptræner Sven-Göran Eriksson er mandag død i en alder af 76 år.

Det oplyser familien i en pressemeddelelse ifølge Sky News og flere andre medier.

Eriksson, der gik under kælenavnet "Svennis", var ramt af kræft i bugspytkirtlen og fortalte i januar til Sveriges Radio, at han i bedste fald havde et år tilbage at leve i.

Ifølge pressemeddelelsen døde han mandag morgen, mens han var omgivet af børn, børnebørn og anden familie. Samtidig beder familien om ro til at sørge.

Svenskeren har i sin trænerkarriere stået i spidsen for et hav af hold, men altså aldrig Liverpool, som han og hans far var fan af.

Til gengæld fik han i marts lov at være på sidelinjen som cheftræner for storklubben i en velgørenhedskamp mod Ajax.

Efter at han havde meldt klart ud om sin sygdom var han desuden på tur rundt til flere af sine tidligere klubber, der gerne ville hylde ham.

Han var i sin lange trænerkarriere blandt andet forbi Manchester City, Benfica, Lazio, Roma, Fiorentina, Sampdoria, Leicester, IFK Göteborg og Degerfors og vandt i alt en håndfuld mesterskaber og flere pokaltitler.

Trænerkarrieren blev sluttet af med fire år i kinesisk fodbold samt et kortere ophold som landstræner i Filippinerne.

Han nåede også at være landstræner i Mexico og Elfenbenskysten og ikke mindst England, som han stod i spidsen for i 67 kampe fra 2001 til 2006.

I en dokumentar på Prime har han forholdt sig til døden.

- Jeg har haft et godt liv. Jeg tror, vi alle er bange for den dag, vi dør, men livet handler også om døden. Man skal lære at acceptere den.

- Forhåbentlig vil folk i sidste ende sige: "Ja, han var en god mand". Men ikke alle vil sige det, siger Eriksson blandt andet i dokumentaren.

Eriksson spillede som aktiv i flere mindre svenske klubber, men stoppede i en alder af 27 år, da han indså, at karrieren ikke ville tage fart.

Nyheden har fået en lang række af prominente navne til tasterne for at tage afsked med trænerlegenden. Blandt andre har Englands kronprins William været til tasterne på X-profilen, som han deler sin hustru.

- Jeg er trist over at høre nyheden om Sven-Göran Erikssons død. Jeg mødte ham flere gange, da han var engelsk landstræner. Jeg blev altid betaget af hans karisma og passion for spillet, lyder det fra kronprinsen.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har på samme platform udtrykt sin veneration for den afdøde svensker.

- På vegne af hele det europæiske fodboldfællesskab er alle i Uefa kede af at høre nyheden om Sven-Göran Erikssons død, skriver Uefa på X.

Flere klubber og fodboldforbund har også sendt hilsner hans vej.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“