Sport - Ritzau

Svenskerbrag kan besegle dansk EM-skæbne

Svenskerbrag kan besegle dansk EM-skæbne

Svenskerbrag kan besegle dansk EM-skæbne

Ritzau
Celje
Zuletzt aktualisiert um:
EM kvindehåndbold: Danmark - Serbien i Dvorana Zlatorog i Celje Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark kan komme til mellemrunden med alt fra nul til fire point afhængigt af resultatet mod Sverige.

Lettelsen og glæden var stor i den danske EM-lejr, da holdet med en storsejr over Serbien søndag ikke alene forhindrede et tidligt exit, men også sikrede sig en plads i mellemrunden.

Med drømmen om at nå semifinalen for tredje slutrunde i træk er presset på de danske håndboldkvinder imidlertid intakt.

Tirsdagens afsluttende gruppekamp mod Sverige er en skæbnekamp for Danmarks videre færd i turneringen, og det er spillerne opmærksomme på.

- Helt klart. Det kommer til at have afgørende betydning for resten af turneringen, siger højrebacken Mette Tranborg.

Taber Danmark naboduellen, kommer svenskerne over med fire point til mellemrunden, hvor man parres med Norges gruppe. Her har Norge også kurs mod at tage fire point med over.

I tilfælde af nederlag kommer Danmark over med nul eller to point med kun tre kampe til at hente to eller fire point på både Norge og Sverige samt et dårligere indbyrdes regnskab med svenskerne.

Assistentlandstræner Lars Jørgensen har også kigget på de forskellige scenarier, og han har svært ved at se store muligheder videre frem i turneringen, hvis Danmark taber tirsdagens naboduel.

- Hvis Sverige kommer over med fire point, så skal de bare vinde en kamp for at komme på seks point, og så kan vi ikke komme forbi dem. Og Norge skal nok også bare vinde én kamp for at komme på seks point. Selv om vi slår dem indbyrdes, så bliver det svært, siger han.

Når skitsen til fanden så er malet på væggen, så er optimismen stadig stor i den danske EM-lejr. Rigtig meget af skæbnen i forhold til de videre udsigter ved EM ligger således i holdets egne hænder.

Med en sejr kan Danmark potentielt få de maksimale fire point med til mellemrunden, og i værste fald, såfremt Danmark vinder, vil man komme over med samme pointantal som de to andre, der går videre fra gruppen.

- Jeg synes, vi har vildt gode muligheder. Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt nervøs før kampen mod Serbien, fordi det netop var knald eller fald, og der var mange tanker omkring det. Men vi står med gode kort nu, mener Mette Tranborg.

- Sverige er en svær modstander, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi godt kan slå dem, hvis vi spiller op til vores bedste.

Danmark har slået Sverige ved de to seneste EM-slutrunder. Begge gange har det været i helt tætte kampe. Den ene blev vundet med ét mål og den anden med to. Ved VM i 2017 vandt Sverige med tre mål.

Nabokrigen kastes i gang tirsdag klokken 20.30 i Zlatorog Arena i Celje.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“