Sport - Ritzau

Sverri Nielsen træder væk fra roning efter OL-nitte

Sverri Nielsen træder væk fra roning efter OL-nitte

Sverri Nielsen træder væk fra roning efter OL-nitte

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Rowing Foto: Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix

Kun noget særligt kan lokke Sverri Nielsen tilbage til sporten efter et skuffende OL og en besværlig optakt.

Vi kan meget vel have set Sverri Nielsen på den helt store scene for sidste gang.

Den 30-årige roer nåede ikke videre fra torsdagens OL-semifinale i singlesculler, hvor han sluttede som nummer fire og trak nitten i kampen om finalebilletterne.

Nu stopper han - formentlig - rokarrieren.

- Det sagde jeg jo også sidst, siger han med et grin.

- Lige nu tror jeg, at det var det. Jeg træder i hvert fald væk fra sporten, og så skal der ske et eller andet, hvis jeg skal komme tilbage. Der er noget, der skal trække mig ind igen, forklarer han.

Han vil ikke uddybe, hvad det kunne være, der kunne være tilstrækkeligt til at lokke ham tilbage sporten og den olympiske jagt.

Adspurgt, om han har været tilfreds med de rammer og vilkår, han har fået stillet til rådighed for at kunne præstere på topniveau, siger han:

- Ingen kommentar.

Den lidt kryptiske melding skal ifølge sportschef i Dansk Forening for Rosport Thor Juul Kristensen ses som et udtryk for den knap så optimale forberedelse, færingen har haft.

- Jeg er stensikker på, at Sverri gennem lange tider har følt, at han har stået ekstremt meget alene. Det har været vanskeligt at bygge et team omkring ham, som har været stærkt nok.

- Siden Luzern (kvalifikationsstævnet i maj, red.), hvor vi ikke fik flere herrer med, har han været helt alene i herregruppen. Hvad er det for et træningsfællesskab? siger sportschefen.

Der er simpelthen ikke råd til de nødvendige rammer, påpeger han.

- Sverri har selv måttet rejse ud i verden selv og opsøge meget at det, der skal til. Han har selv investeret penge og hver eneste ressource, han har.

- Når han står og ikke lykkes og tænker "hvorfor har de ikke styr på den fucking Bagsværd Sø", kan jeg godt forstå, at det er en ærgrelse, siger Thor Juul Kristensen.

Sverri Nielsen har døjet med rygproblemer op til OL, og efter en bøvlet sæson var han ikke overrasket over, at det ikke blev til mere i Paris.

- Jeg synes ikke, at sæsonen er gået særlig godt. Jeg synes ikke, at jeg har ramt mit topniveau eller været tilfreds med det, jeg har lavet.

- Men det er selvfølgelig stadig ærgerligt. Man går hele tiden og håber, at man kan finde et eller andet.

Semifinalen er han egentlig ikke så utilfreds med, som man måske skulle tro.

- Jeg synes faktisk, at det var et meget fint løb. Jeg er ret godt tilfreds med, hvordan jeg fik eksekveret det. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive et rigtig hårdt løb, og havde sat mig op, som om det var en finale.

- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev nødt til at gå lidt tidligt, hvis jeg skulle have nogen som helst forventninger om at gå i finalen. Men på de sidste 200 meter var der bare ikke rigtig noget tilbage, konstaterer roeren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“