Da russiske missiler og soldater begyndte at buldre ind over Ukraines grænser for præcis et år siden, 24. februar 2022, ramte afmagten som en hammer FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko lige i maven.

- Der var nogle følelsesmæssige rutsjebaneture, siger han.

FCM-spilleren er født og opvokset i Danmark. Men hans forældre er fra Ukraine, hans halvbror er i Kyiv, og selv om han aldrig har været på ukrainsk jord, så er hans følelser for landet store.

- Men det handler ikke om mig. Det handler om det ukrainske folk. Det er enormt hjerteskærende, at nogen skal gå igennem det, som de går igennem, siger Sviatchenko.

- I min søns klasse er der en ukrainsk dreng, som har været i Danmark med sin familie i nogle måneder. Jeg talte med hans far, og det, han fortalte mig om krigen, var bare helt vildt skræmmende.

- Hvorfor skal de opleve sådan noget? Det giver ingen mening. Man kan jo ikke bare invadere et andet suverænt land. Det hører ingen steder hjemme. Samtidig bliver det gjort med en brutalitet, som er enormt skræmmende, siger Erik Sviatchenko et år efter invasionens begyndelse.

Afmagten fyldte ham i de første dage efter invasionen, men hurtigt besluttede han, at han ikke kunne se passivt til, mens børn flygtede fra krudt og kugler.

- Jeg havde ikke mulighed for at køre ned til Ukraines grænse og hente børn og mødre med hjem. Men jeg havde en stemme og et netværk, som jeg kunne mobilisere meget hurtigt, siger Sviatchenko.

I samarbejde med Røde Kors indledte han en indsamling, som med lynets hast rundede en million kroner.

- Jeg startede med en beskeden tanke om 50.000 kroner, og så gik det bare fuldstændig vanvittigt for sig. Den medmenneskelighed, der opstod, var endnu vildere, end jeg havde forestillet mig, siger Erik Sviatchenko.

Han indsamler og bortauktionerer fortsat spillertrøjer og fodboldstøvler fra sine stjernekolleger, og han opfordrer til, at man ikke glemmer uhyrlighederne i Ukraine.

- Den skinbarlige sandhed er, at det bliver hverdag for rigtig mange, at der er krig. Men det må aldrig blive hverdag, at man ikke tænker på de børn og familier, der virkelig er presset til det yderste.

- Hjælper det så, at vi tænker på dem? Nej, men der bliver skabt nogle energier, når vi har dem i vores tanker. Hvis vi får en påmindelse om at hjælpe, så gør vi det, siger han.

/ritzau/