Sport - Ritzau
Tauson sender nyt afbud og træder et skridt ned
Tauson sender nyt afbud og træder et skridt ned
Tauson sender nyt afbud og træder et skridt ned
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20221001081952346_org.jpg?itok=aukh4SmB)
Clara Tauson har for anden uge i træk meldt afbud til WTA-turnering. Næste turnering bliver på lavere niveau.
Den skuffende sæson fortsætter for tennisspilleren Clara Tauson, der endnu en gang har måttet sende afbud til en WTA-turnering.
Denne gang er det en turnering i tunesiske Monastir, som den 19-årige dansker har trukket sig fra. Den bliver afviklet i næste uge.
I denne uge var hun tilmeldt WTA-turneringen i Tallinn i Estland, men heller ikke her stillede hun op.
Det er primært rygskader, der har spoleret store dele af Tausons 2022. Da hun senest var i aktion 12. september i slovenske Portoroz modtog hun også behandling, da hun tabte til brasilianske Beatriz Haddad Maia.
Tauson var tidligere på året nummer 33 på verdensranglisten, men på den seneste rangliste i mandags var hun faldet tilbage som nummer 95.
Det betyder samtidig, at hun ikke på samme måde som tidligere er garanteret plads i WTA-turneringer.
Dermed må hun tage skridtet ned i turneringsniveau for at skrabe point sammen til at avancere på listen.
Således er hun fra 10. oktober tilmeldt en 60.000 dollar-turnering i den slovakiske by Trnava. Her har hun udsigt til at være blandt de topseedede spillere.
Tauson fik en fin start på året med pladsen i Australian Opens tredje runde, men siden har succesoplevelserne været sjældne.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Clara Tausons lejr.
/ritzau/