Sport - Ritzau

Team Danmark vil se handling efter uro i dansk atletik

Team Danmark vil se handling efter uro i dansk atletik

Team Danmark vil se handling efter uro i dansk atletik

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Lars Balle Christensen Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udmeldingerne fra Dansk Atletiks nye bestyrelse lyder fine, men nu skal der leveres, siger Team Danmark-chef.

Team Danmark har på grund af flere måneders uro truet med at fjerne den økonomiske støtte til Dansk Atletik.

Men efter en periode i atletikforbundet med hyppige udskiftninger på centrale ledelsesposter blev der onsdag valgt en ny bestyrelse. Den nyvalgte formand Lars Werge ønsker forsoning og roligere tider.

Sportsdirektør i Team Danmark Lars Balle Christensen vil se handling i den kommende tid frem mod sommerens OL.

Blandt andet forventer han en hurtig afklaring på en akut udfordring, der opstod i februar, efter at elitechef Mikkel Larsen som følge af uroen i toppen af forbundet afleverede sin opsigelse.

- Vi har jo en indgået en aftale med atletikforbundet omkring nogle atleter, der er lagt planer for i den her sæson.

- Mikkels opsigelse gjorde os jo urolig i forhold til, hvem der skal gennemføre de her planer. Kan det gøres med den kvalitet, som vi har aftalt?

- Vi håber på, at der nu kommer ro på, så atleterne kan have fuld fokus på, hvad de skal i den her sæson, og vi må jo se, om det bliver tilfældet, siger Lars Balle Christensen.

Mikkel Larsen har efter onsdagens årsmøde og udskiftning i bestyrelsen sagt, at han er parat til at tage et møde omkring en potentiel fremtid i atletikforbundet.

Team Danmark-sportsdirektøren kræver dog ikke, at det nødvendigvis skal være Mikkel Larsen, der står i spidsen for atletikforbundets elitesatsning, men det skal være en person med de rette kompetencer.

- Det handler for os om, at den, der kommer til at stå for det her projekt, er i stand til at sikre den kvalitet, som vi har aftalt med forbundet, siger Lars Balle Christensen.

På den længere bane, så skal Dansk Atletik også overbevise Team Danmark om, at forbundet skal have støttekroner i den kommende aftale fra 2025 til 2028.

- Der skal være ro på de indre linjer i forbundet, og der skal være en retning for det, der skal foregå fra 2025 til 2028.

- Her må vi se på, hvilken retning atletikforbundet ønsker, der skal sættes. Er det en rejse, som vi skal være med på, eller er det ikke, siger Lars Balle Christensen.

- Det er klart, hvis der er sådan en gentagen uro, som vi har oplevet her på det seneste, så skal vi overveje, hvad det er for en investering, vi skal lave med forbundet, siger han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“