Sport - Ritzau

Tennisstjernen Simona Halep suspenderet for doping

Tennisstjernen Simona Halep suspenderet for doping

Tennisstjernen Simona Halep suspenderet for doping

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
National Bank Open Toronto - Day 9 Foto: Vaughn Ridley/Ritzau Scanpix

Simona Halep testede positiv for et ulovligt stof under US Open og er blevet foreløbigt suspenderet.

Den rumænske tennisstjerne Simona Halep er blevet foreløbigt suspenderet fra at spille.

Det sker, efter at den tidligere verdensetter under US Open i august afleverede en dopingprøve, der indeholdt det ulovlige stof roxadustat.

Det oplyser tennissportens integritetsenhed (ITIA) på sin hjemmeside. Haleps B-prøve var også positiv, lyder det.

Roxadustat bruges til behandling af folk med et lavt antal røde blodceller forårsaget af nyreproblemer.

I en udtalelse, der er delt på Haleps profiler på sociale medier, afviser rumæneren, at hun bevidst har taget stoffet. 31-årige Halep, der er nummer ni på verdensranglisten, fortæller, at hun var i chok, da hun fik at vide, at hun var blevet testet positiv.

- I dag starter den hårdeste kamp i mit liv. En kamp for sandheden. Igennem hele min karriere har ideen om at snyde aldrig strejfet mig, og det er fuldstændig imod alle de værdier, jeg er blevet oplært med.

- Jeg vil kæmpe til det sidste for at bevise, at jeg aldrig bevidst har taget noget forbudt stof, og jeg tror på, at jeg sandheden før eller siden vil komme frem.

I ITIA's udmelding fremgår det ikke, hvor meget roxadustat, der blev fundet i Haleps blod. Ifølge rumæneren selv er der tale om en "ekstremt lille mængde".

- Det handler ikke om titlerne eller pengene. Det handler om ære, og den kærlighedshistorie jeg har udviklet med tennissporten gennem de seneste 25 år, skriver Halep i sin udmelding.

Hun har to grand slam-titler på cv'et efter sine sejre i French Open og Wimbledon i henholdsvis 2018 og 2019.

I alt har Halep gennem karrieren vundet 24 WTA-titler. I oktober 2017 indtog hun første gang verdensranglistens topplacering.

Hun mistede kortvarigt førstepladsen tidligt i 2018, men generobrede den hurtigt og holdte fast i den frem til slutningen af januar 2019.

Halep var senest i aktion ved netop US Open, hvor hun røg ud i første runde efter et nederlag til en ukrainsk kvalifikationsspiller. To uger forinden havde hun vundet sin seneste WTA-titel, da hun var bedst af alle i Canadian Open.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“