Sport - Ritzau
Tidlig scoring sikrer Real Madrid uskøn sejr mod lillebror
Tidlig scoring sikrer Real Madrid uskøn sejr mod lillebror
Tidlig scoring sikrer Real Madrid uskøn sejr mod lillebror
Real Madrid viste ikke mesterskabstakter, men fik alligevel bjærget tre point mod lokalrivalerne Getafe.
Det var hverken smukt eller medrivende, da Real Madrid gæstede lillebror Getafe på udebane.
Alligevel var det nok for de forsvarende mestre til at snuppe de tre point med hjem fra forstadsbesøget. En tidlig scoring gav en sejr på 1-0.
De tre point sender Real Madrid tilbage på førstepladsen i La Liga med tre point ned til FC Barcelona. Rivalerne fra Catalonien kan dog tage pladsen tilbage med en sejr søndag grundet en bedre målscore.
De spanske mestre kom forrygende fra land i Getafe, da centerforsvarer Eder Militao efter kun tre minutters spil pandede et hjørnespark i nettet.
Chokstarten fik Getafe dog rystet flot af sig, og selv om gæsterne havde de fleste chancer, var hjemmeholdet godt med.
Udligningen lurede et par gange, men det samme gjorde 2-0-målet.
Vinicius Junior troede, han havde fremtvunget et straffespark sidst i halvlegen. Der var peget på pletten, men VAR afslørede, at bolden havde været ude over sidelinjen kort forinden i opspillet.
En kæmpe tredobbelt chance i starten af anden halvleg blev misbrugt af Real Madrid, som også måtte se VAR annullere et mål af Rodrygo for offside, kort før uret rundede en times spil.
Derfor forblev det et åbent opgør kun adskilt af Militaos tidlige scoring. Eftersom Real Madrid endnu ikke havde holdt målet rent i denne sæsons La Liga, var Carlo Ancelotti næppe afslappet ude på bænken.
Det lykkedes dog til en forandring, og så kostede det ikke noget, at offensiven leverede en tam indsats.
Kasper Dolbergs missede tæmning endte som en slags assist til Oliver Torres, da Sevilla med ny træner spillede 1-1 hjemme mod Athletic Bilbao tidligere lørdag.
Atlético Madrid vandt 2-1 i egen hule mod Girona, og endelig tog Almeria alle tre point med 3-1 hjemme over Rayo Vallecano.
/ritzau/