Sport - Ritzau
Tidligere Juventus-chef får forlænget karantæne efter ny dom
Tidligere Juventus-chef får forlænget karantæne efter ny dom
Tidligere Juventus-chef får forlænget karantæne efter ny dom
Andrea Agnellis karantæne er oppe på 40 måneder, efter at han mandag modtog endnu en dom.
Den tidligere Juventus-præsident Andrea Agnelli må udfylde sin tid med andet end fodbold de næste godt tre år.
Det står klart, efter at han mandag er blevet idømt yderligere 16 måneders karantæne fra al fodbold af Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) efter uregelmæssigheder i sit virke som præsident i storklubben.
I forvejen var han udelukket i 24 måneder i forbindelse med en anden sag.
Med den nye dom følger også en bøde svarende til knap 450.000 kroner.
Modsat Juventus og flere tidligere ledere i klubben afviste Agnelli i maj at indgå forlig og gik i stedet rettens vej. Det faldt dog ikke ud til den 47-årige italieners vej, hvorfor han i alt skal se til fra sidelinjen i 40 måneder.
Den nye dom falder i en sag om misinformation i forbindelse med coronanedlukningerne tilbage i 2020.
Agnelli og klubben meddelte ifølge AFP offentligheden, at spillerne ville gå ned i løn for at kompensere for manglende indtægter. Men ifølge dommen fortalte Agnelli samtidigt spillerne og deres repræsentanter, at det kun drejede sig om en mindre del af det udmeldte.
Den første dom fik Agnelli i en sag om falsk bogføring af spillere. Juventus fik i samme sag frataget ti point, hvilket kostede klubben en plads i Champions League.
/ritzau/