Sport - Ritzau

Tottenham indleder året med fuser mod Aston Villa

Tottenham indleder året med fuser mod Aston Villa

Tottenham indleder året med fuser mod Aston Villa

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Tottenham Hotspur v Aston Villa Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix

Det nye år blev ikke skudt ind med bravur for Tottenham, som tabte hjemme til Aston Villa i Premier League.

Tottenham er ved at miste kontakten med de bedste hold i Premier League, efter at London-holdet nytårsdag tabte 0-2 hjemme til Aston Villa.

Med nederlaget er Tottenham placeret på femtepladsen med 30 point efter 17 kampe. Nærmeste hold i top-4 er Manchester United med to point mere for en kamp færre.

Aston Villa havde stor ære af kampen, mens Tottenham og manager Antonio Conte lige nu leder efter rytme og poleret spil på banen.

Pierre-Emile Højbjerg spillede en anonym kamp, inden han blev udskiftet efter 88 minutter på et generelt svagt Tottenham-mandskab, der leverede en af sæsonens ringeste præstationer.

Angriberen Harry Kane havde et nærgående hovedstød i slutningen af første halvleg, men det blev blokeret af en Aston Villa-spiller.

Fem minutter inde i anden halvleg blev det endnu værre for Tottenham, da Aston Villa slog til første gang.

Tottenham-keeper Hugo Lloris, som spillede sin første kamp siden Frankrigs nederlag til Argentina i VM-finalen 18. december, lavede en fejl og gav en returbold for nemt til Aston Villa.

Aston Villas angriber Ollie Watkins spillede smart bolden tilbage til Emiliano Buendia, der fandt vej til netmaskerne.

Kort efter blev Ollie Watkins forhindret i at score af hjemmeholdets Matt Doherty.

Tottenham ledte desperat efter en nøgle til at åbne Aston Villas forsvar, men den blev aldrig fundet. I stedet gik det galt igen i den anden ende.

Efter 73 minutter fordoblede Aston Villa føringen, da Douglas Luiz på elegant vis udnyttede et oplæg fra John McGinn.

Tottenham manglede offensiv slagkraft og savnede skadede Richarlison, Rodrigo Bentancur, Dejan Kulusevski og Lucas Moura.

Med sejren distancerer Aston Villa sig yderligere fra bunden og er efterhånden lunt placeret i midten af tabellen med 21 point efter 17 kampe.

Aston Villa har otte point ned til Wolverhampton under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“