Sport - Ritzau

Træner lokkede Delaney til Belgien: Holder FCK-dør på klem

Træner lokkede Delaney til Belgien: Holder FCK-dør på klem

Træner lokkede Delaney til Belgien: Holder FCK-dør på klem

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
EM-kval: Fodboldlandsholdet træner og møder pressen Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter mislykkede forhandlinger med FCK lokkede Brian Riemer midtbanespilleren Thomas Delaney til Anderlecht.

Den offentlige flirt mellem landsholdsspilleren Thomas Delaney og hjerteklubben FC København har levet i bedste velgående gennem flere år, og denne sommer synes det oplagt, at parterne igen skulle samarbejde.

Efter et mislykket lejeophold i Hoffenheim og ingen udsigt til spilletid i Sevilla var Delaney på klubjagt, men til midtbanespillerens ærgrelse lykkedes det ham ikke at blive enig med FCK om en aftale.

Det siger han tirsdag i den danske landsholdslejr i Helsingør.

- Det ærgrer mig, at vi ikke kunne finde hinanden. Jeg elsker FCK, og jeg har spillet for KB/FCK i 22-23 år, og jeg blev medlem af fanklubben som nulårig, så klubben ligger mit hjerte nær. Men der er tre parter, som skulle blive enige, og det blev de tre parter ikke.

- Jeg vil gerne understrege, at det i hvert fald ikke handlede om løn, siger 32-årige Delaney.

FCK's sportsdirektør, Peter Christiansen, har udtalt til Viaplay, at Delaney ikke kunne se sig selv i "FC Københavns model". Det afviser Delaney at kommentere.

- "PC" må stå på mål for sine kommentarer. Mere har jeg ikke at sige til det, siger Delaney, som er åben for at skifte til FCK på et senere tidspunkt i karrieren, selv om forhandlingsknasterne ikke kunne høvles væk i denne omgang.

- Selvfølgelig er døren ikke lukket. Jeg elsker FCK, og jeg kan sagtens se mig selv spille i FCK, siger Delaney.

Det blev i stedet en tidligere FCK-kollega, som fik held med at lokke Delaney til en ny klub. I belgiske Anderlecht er Brian Riemer cheftræner, og ham kender Delaney fra sin tid som ungdomsspiller og førsteholdsspiller i FCK.

- Brian Riemer ringer tit til mig, og pludselig begyndte han at ringe rigtig meget. Han er en af de trænere, der kender mig allerbedst. Han kom til FCK's ungdomsafdeling, og han var træner for U19-holdet og reserveholdet og kom op på førsteholdet under Ståle. Selvfølgelig tager jeg telefonen, når han ringer.

- Jeg havde også en snak med Jesper Fredberg (Anderlechts sportsdirektør, red.), og jeg synes, at klubben lød interessant.

- Anderlecht er en stor klub - en "sleeping giant" - og det tiltalte mig. Og selvfølgelig skader det ikke, at der er personer, som kender mig som spiller og gerne vil have mig. De har udvist stor tillid til mig, og det havde jeg brug for, siger Thomas Delaney.

Han har nået at spille to kampe for sin nye klub, som han i første omgang repræsenterer på en lejeaftale frem til næste sommer.

Spilletiden har banet vej for, at han er udtaget til landsholdet for første gang, siden han blev sendt hjem fra VM-slutrunden i Qatar med en skade i november sidste år.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“