Sport - Ritzau

Træner melder Team Esbjerg i storform inden vilde uger

Træner melder Team Esbjerg i storform inden vilde uger

Træner melder Team Esbjerg i storform inden vilde uger

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Ikast Håndbold - Team Esbjerg Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen kan de næste to uger sætte trumf på sin næstsidste sæson som Team Esbjerg-træner med to titler.

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg går et par store uger i møde.

For med både en DM-finale og en plads i Champions Leagues Final 4 i kikkerten kan det blive en ekstremt succesrig sæson for Team Esbjerg, hvis det lykkes at gå hele vejen.

Tirsdag møder Team Esbjerg Odense på udebane i den første af potentielt tre kampe om DM-titlen. Og allerede lørdag skal kvinderne fra Esbjerg op mod ungarske Ferencvaros i semifinalen i Champions League i Budapest.

Esbjerg-træner Jesper Jensen glæder sig meget, selv om klubben kommer til at få et par hårde uger.

- Det er et tegn på, at vi er med, hvor det er sjovt. Det er en situation, vi har drømt om at stå i. Vi er fysisk og mentalt meget i overskud og på 100 procent lige nu, siger Jesper Jensen.

Til forskel fra sidste år, hvor Esbjerg ikke var på 100 procent, da klubben gik ind i samme fase, påpeger træneren.

Esbjerg bliver af flere håndboldeksperter udråbt som favorit til DM-titlen. Det er Jesper Jensen glad for, men han mener, at "finalen starter fra scratch".

- Vi kunne ikke have gjort det mere rigtigt frem til nu. Og der er ikke noget, vi ville lave om, hvis vi fik lov til det. Så det må gå, som det går, siger træneren, der dog går ind til kampene med en god mavefornemmelse.

Jesper Jensen er ud over at være træner for Team Esbjerg også træner for Danmarks håndboldkvinder.

Men Jesper Jensens æra som træner i en af Danmarks mest succesrige håndboldklubber lakker snart mod enden.

Tilbage i februar meldte Team Esbjerg nemlig ud, at Jesper Jensen stopper i klubben, når hans kontrakt løber ud i sommeren 2024.

Dermed er han i gang med sin næstsidste sæson i klubben. Herefter har han fuld fokus på sit job som landstræner, hvor han har kontrakt frem til 2026.

Jesper Jensen kom til Esbjerg som assistenttræner i januar 2017, men blot fire måneder senere blev han forfremmet til cheftræner.

Under Jensens ledelse har klubben blandt andet vundet to danske mesterskaber, en pokaltitel samt deltaget i Champions Leagues Final 4.

Og træneren er stolt af sin tid i klubben.

- Hvis man kan tale om et kulturbegreb, så synes jeg, at jeg har været med til at sætte mit præg på det - både i forhold til træningskultur og kampkultur, siger han.

Men Jesper Jensen har været bevidst om, at han som træner altid vil være en overgangsfigur.

- Klubben er større end alle andre, siger Jesper Jensen.

- Jeg er der i en periode, hvor jeg skal gøre det så godt som muligt og se, om jeg kan aflevere en klub, der er bedre, end den jeg overtog. Det kan jeg med oprejst pande sige, at jeg har været med til, siger træneren.

I de kommende to uger kan Jesper Jensen så yderligere hente titler til klubben. Og det er bestemt en drøm for ham at gå hele vejen i både ligaen og Champions League.

- Hvis du spørger mig om 14 dage, og vi har to titler, så tror jeg nok, jeg vil sige, at det er gået ret godt, siger træneren med et grin.

Men mindre kan også gøre det, mener han.

For Jesper Jensen handler det også om den klubkultur, han har påvirket, og at han har flyttet noget i den rigtige retning, som han kan aflevere med stolthed.

- Men det er stadig forbundet med ekstremt mange følelser for mig. Selv om det ikke er den følelsesmæssige rigtige beslutning nu, så skal det nok blive det, siger træneren om sin tid i Esbjerg, der stopper næste sommer.

Man skal levere på sit absolutte maksimum, mener Jesper Jensen. Det føler han, at han har gjort.

Men hvis han både skulle fortsætte i Esbjerg og på landsholdet, er han bange for, at han ville miste de sidste par procenters fokus.

- Derfor vil jeg hellere trække mig to år for tidligt end tre måneder for sent, siger han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“