Sport - Ritzau

Trænerveteran forsøger at genskabe det gamle Rødovre

Trænerveteran forsøger at genskabe det gamle Rødovre

Trænerveteran forsøger at genskabe det gamle Rødovre

Ritzau
Rødovre
Zuletzt aktualisiert um:
Ishockey - Metalligaen Rødovre-Aalborg Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Efter trøstesløse sæsoner som dansk ishockeys bundprop skal Rødovre Mighty Bulls tilbage til rødderne

Nu skal det være slut med ydmygende placeringer som nummer sjok i den danske ishockeyliga for Rødovre Mighty Bulls.

Når klubben fredag aften tager hul på den nye sæson i Metal Ligaen, er det med et klart mål om at kvalificere sig til det slutspil, den seksdobbelte mesterklub har misset de seneste to sæsoner.

Men det er også med en ambition om igen at gøre Rødovre Mighty Bulls til en klub, hvor førsteholdet er domineret af lokale spillere fra en af dansk ishockeys mest hæderkronede talentfabrikker.

- De tidligere Rødovre-spillere, der er kommet hjem fra udlandet, har man ikke kunnet få hjem til Rødovre. De spiller alle mulige andre steder i stedet, siger Rødovre-træner Olaf Eller.

- Samtidig har vi ikke været særlig gode til at integrere de unge spillere, der ikke er taget til udlandet, på vores førstehold. Det skal vi blive bedre til, lyder det fra trænerveteranen.

Havde klubben været i stand til holde på de lokale spillere, ville man kunne stille et ganske slagkraftigt ligahold. Det vrimler nemlig med tidligere Rødovre-profiler i de øvrige klubber.

På listen over sidste sæsons 15 mest scorende danske spillere, er der hele fem med Rødovre-rødder: Matthias Asperup (Herlev, nu Rungsted), Phillip Schultz (Esbjerg, nu Mora), Lucas Andersen (Rungsted), Andreas Grundtvig (Esbjerg) og Nikolaj Krag Christensen (Sønderjyske).

Håbet er, at nogle af de mange tidligere Rødovre-spillere med tiden kommer tilbage til den københavnske Vestegn.

- De sidste par år er det lykkedes at få Mads Eller og Sebastian Bergholt tilbage. Vi havde gerne set flere, men det er da en start, siger Olaf Eller.

Han peger også på, at to unge talenter, Marcus Almquist og Alex Haunstoft, er vendt tilbage efter at have spillet juniorishockey i Nordamerika.

Men skal Rødovre igen være en magtfaktor på isen, skal der mange flere penge til.

- Lige nu har vi måske det mindste budget i ligaen. Men vi skal gøre det til en fest at se ishockey i Rødovre. Det skal være attraktivt at være en del af - også for erhvervslivet.

- Det kan lyde som en forslidt frase, men Rødovre skal være Rødovre. Forhåbentlig kan vi spille med færre udlændinge end andre klubber og bruge flere af vores egne unge.

- Vi har fået William Bundgaard på 16 år ind på holdet, og han kommer formentlig til at spille fra start, påpeger Olaf Eller.

I foråret sluttede Rødovre for anden sæson i træk på sidstepladsen i Metal Ligaen og gik dermed som eneste hold glip af de lukrative slutspilskampe.

Der var 16 point op til Rungsted, der blev nummer otte. Et stort hul, som det dog ikke er urealistisk at lukke, mener Eller.

- Sidste år slog vi alle hold i ligaen på nær Odense. Det skal vi gøre lidt oftere i denne sæson. Det tror vi på, at vi kan.

Rødovre åbner sæsonen fredag aften på udebane mod Rungsted. Samme aften spiller Herlev mod Odense, og Herning tager imod Sønderjyske.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“