Sport - Ritzau

Tryghedssøgende målmaskine har fundet sen havn i Viborg

Tryghedssøgende målmaskine har fundet sen havn i Viborg

Tryghedssøgende målmaskine har fundet sen havn i Viborg

Ritzau
Viborg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Nykøbing F. Håndbold - Viborg HK Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Louise Søndergaard har taget håndboldligaen med storm i Viborg, men hun har taget et bevidst, langt tilløb.

En ung, hårdtskydende højreback med stort potentiale får sjældent lov til at bombe løs i kvindernes 1. division i håndbold længe, før ligaklubberne slår kløerne i hende.

23-årige Louise Søndergaard var en af de største profiler i rækken fire år i træk, indtil det i sommer lykkedes Viborg HK at få den snart 24-årige storskytte lokket væk fra Bjerringbro, som hun netop nåede at få rykket op i håndboldligaen.

Det betyder også, at hun efter sit klubskifte skal møde sine gamle holdkammerater. Det sker lørdag klokken 15 i Bjerringbro.

- Jeg glæder mig til kampen, og det er jo i Bjerringbro, så det bliver sjovt, men det bliver også lidt mærkeligt at være tilbage, siger Søndergaard, som er braget ind i ligaen i Viborg.

Med 7,4 mål i snit per kamp i sæsonen indtil videre har hun taget ligaen og ikke mindst Viborg med storm, hvilket også er kommet bag på hende selv.

- Jeg er lidt overrasket. Jeg havde i hvert fald ikke bare regnet med, at det var sådan en start her, jeg ville få i Viborg. Men jeg klager ikke, lyder det beskedent fra den 180 centimeter høje skytte.

Som mange talentfulde spillere gør, tog hun egentlig springet tidligt. Som 19-årig skiftede hun i den coronaplagede 2019/20-sæson til svenske Skövde og havde stor succes på banen.

Men trods en god tid i Sverige gjorde coronapandemiens restriktioner for samvær Louise Søndergaard meget bevidst om, hvad der er vigtigt for hende.

- Når alt kom til alt, så fandt jeg også ud af, at familien og vennerne herhjemme trak en del. Og corona hærgede, netop som jeg også skulle til at fortælle, om jeg ville blive i klubben eller ej, og det havde nok også en del at sige, fortæller hun om, hvorfor det kun blev til et år i Sverige.

De trygge rammer i Bjerringbro blev atter basen, hvor hun sideløbende tog sin uddannelse som pædagog, mens ligabejlerne blev afvist.

- Jeg skal have det godt, hvor jeg er, og jeg vil også have så meget spilletid som muligt. Jeg vil spille en masse kampe, så jeg også føler, at jeg udvikler mig. Det er de to ting, jeg altid har vægtet højest, lyder det fra Søndergaard.

Hun er overrasket over, hvor meget spilletid hun allerede har fået i sin nye klub, hvor hun øjeblikkeligt er blevet en stor profil på holdet.

Ifølge hende selv skyldes det, at hun bevidst har ventet på at føle sig helt klar til at tage springet, både til et højere niveau og væk fra trygheden i Bjerringbro.

- Jeg skal trives, hvor jeg er. Ellers så kan det mærkes på mig. Jeg valgte Viborg, fordi jeg havde hørt en masse godt om klubben og pigerne på holdet. Når det kommer til stykket, er jeg meget et tryghedsmenneske, siger hun.

Mens hun føler, at hendes fintespil og alsidighed har løftet sig markant de seneste år, så peger hun på forsvarsspillet som et område, hvor der stadig er en del arbejde at gøre.

Der er dog blevet mere overskud til at fokusere på træningen, efter at hun for nylig satte pædagogstudiet på pause på ubestemt tid.

- Jeg var nødt til at stoppe på studiet for lidt over en måned siden. Jeg begyndte at døje med lidt stress-symptomer, fordi det blev for hårdt for mig, fortæller Søndergaard.

- Så jeg valgte at prioritere håndbolden og sige, at så kan jeg blive pædagog senere. Jeg får nok ikke chancen for at blive professionel håndboldspiller senere.

Venstrehåndede højrebacks med mål i skudarmen hænger ikke på træerne i dansk håndbold. Derfor har hendes flotte entré på liganiveau også kastet de første spørgsmål om landsholdstanker af sig. Dem tager hun dog helt roligt.

- Selvfølgelig har man altid en lille drøm om landsholdet, men jeg har mest koncentreret mig om at komme ind på holdet i Viborg og lykkes der. Og så må vi se, om landsholdet kommer på et tidspunkt, siger hun.

Det er blevet til 59 mål i de første otte kampe for Viborg. Kun Bjerringbros Line Gyldenløve og Team Esbjergs Nora Mørk med henholdsvis 64 og 62 mål har scoret flere. Nora Mørk har endda spillet en kamp mere.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“