Sport - Ritzau

Tysk fodboldforbund erkender dommerfejl i Dortmund-kamp

Tysk fodboldforbund erkender dommerfejl i Dortmund-kamp

Tysk fodboldforbund erkender dommerfejl i Dortmund-kamp

Ritzau
Berlin
Zuletzt aktualisiert um:
VfL Bochum - Borussia Dortmund Foto: Federico Gambarini/Ritzau Scanpix

Der skulle være dømt straffespark til Borussia Dortmund i 1-1-kampen mod Bochum, erkender tysk fodboldforbund.

Det Tyske Fodboldforbund (DFB) erkendte lørdag, at der skete en fejl i fredagens kamp i Bundesligaen mellem Bochum og Borussia Dortmund.

Dortmund skulle være tildelt et straffespark midtvejs i anden halvleg ved stillingen 1-1, lyder det fra forbundet.

Kampen endte 1-1, og dermed mistede Dortmund et skridt i den tyske titelkamp.

Dommer Sascha Stegemann vurderede ikke, at der var straffespark til Dortmund-angriberen Karim Adeyemi, da han blev nedlagt af Bochums Danilo Soares, der i forvejen havde et gult kort.

I stedet lod han spillet fortsætte, da VAR heller ikke vurderede, at der skulle ændres på noget.

Dommerafdelingen i det tyske forbund er efter analyser af tv-billederne fra fredagens kamp kommet frem til, at der skete en fejl.

- Han (Soares, red.) kastede sig ind i spilleren bagfra med begge fødder og ramte ikke bolden, men i stedet modstanderen og fældede ham, lyder det på forbundets hjemmeside.

Ifølge Dortmund-træner Edin Terzic var det et afgørende øjeblik i kampen. Dortmund-sportschef Sebastian Kehl var heller ikke tilfreds og mente, at dommeren afgjorde kampens udfald.

- Med det tyske mesterskab på spil var det dumt, fejt og fejlagtigt ikke at se på situationen igen, siger Kehl ifølge AFP.

Bayern München har vundet de seneste ti tyske mesterskaber i træk. Dortmund vandt senest mesterskabet i 2012.

Dortmund topper Bundesligaen med to point ned til Bayern München, der har spillet en kamp færre.

Bayern München kan efter Dortmunds pointtab erobre førstepladsen med en sejr hjemme over Hertha Berlin søndag. Derefter resterer der fire spillerunder.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“