Sport - Ritzau
Uhre viser sig på ny flot frem for tophold i USA
Uhre viser sig på ny flot frem for tophold i USA
Uhre viser sig på ny flot frem for tophold i USA
Philadelphia Union har kurs mod førstepladsen i grundspillet i USA. Mikael Uhre scorede igen for sin klub.
Amerikanske Philadelphia Union fortryder næppe, at klubben i januar kastede penge efter Brøndbys Mikael Uhre.
Danskeren har fået en flot start på tilværelsen i USA, og særligt på det seneste har han haft mål i støvlerne.
Natten til søndag dansk tid scorede han for tredje kamp i træk i 5-1-sejren over Orlando City. Det var samtidig fjerde mål i de seneste fem kampe, hvor han også har været god til at hjælpe sine medspillere.
Uhre kom på tavlen, da han med fem minutter til pausen løb fra en forsvarsspiller og via målmandens ben sparkede bolden i nettet til 2-0.
I begyndelsen af anden halvleg var han igen i fokus, da Orlando-keeper Mason Stajduhar nedlagde den tidligere superligatopscorer.
Ungarske Daniel Gazdag kvitterede for hjælpen ved at banke 3-0-scoringen i mål fra straffesparkspletten, før ydmygelsen lidt senere blev en realitet.
Uhre har med scoringen lavet 12 kasser i Major League Soccer. Der er dog et stykke op til nummer et på topscorerlisten, Hany Mukhtar, som Uhre tidligere har spillet sammen med i Brøndby.
Mukhtar har lavet 22 mål.
Philadelphia Union ligger på førstepladsen i den østlige halvdel af ligaen med 63 point før de sidste tre spillerunder. Derefter venter slutspillet.
/ritzau/