Sport - Ritzau

Ukrainske tvillinger jagter OL til lyden af sirener

Ukrainske tvillinger jagter OL til lyden af sirener

Ukrainske tvillinger jagter OL til lyden af sirener

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-OLY-2024-ARTISTIC SWIMMING Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

Luftsirenerne lyder fem-seks gange dagligt i Kharkiv, hvor to tvillinger træner frem mod OL i kunstsvømning.

Meget er sket, siden de ukrainske tvillinger Maryna og Vladyslava Aleksiiva i 2021 var med til at hente OL-bronze i holdkonkurrencen i kunstsvømning ved legene i Tokyo.

Ukraine blev for halvandet år siden invaderet af Rusland, hvilket fik søstrene til at flygte til Italien, men de er nu tilbage i hjembyen Kharkiv i det østlige Ukraine nær grænsen til Rusland.

Her træner de frem mod OL i Paris om ni måneder, mens luftalarmerne lyder over byen fem-seks gange i døgnet.

- Når der er luftsirener, så er vi lidt bekymrede over, hvad der sker. Så føles det, som om der er en krig i gang, siger Vladyslava Aleksiiva til AFP.

Tvillingerne er vendt tilbage til Kharkiv, hvor familien fortsat er bosat. Umiddelbart før invasionen havde søstrene købt lejligheder, som de først for nylig er flyttet ind i.

De mangler endnu at kvalificere sig til næste års OL i Paris, og kvalifikationen har deres store fokus.

- Det er den vigtigste tid i vores liv. Uanset at der er krig, siger Vladyslava Aleksiiva.

Når tvillingerne indimellem hører eksplosioner i nærheden, så afbryder de træningen og løber ned i kælderen iført de våde svømmedragter.

I september sidste år blev svømmehallen ramt af et missil, hvilket fortsat kan ses på bygningen. Vinduerne er endnu ikke blevet udskiftet, efter at de klirrede og gik i stykker.

- Det er på en måde lykkedes at lappe dem til med pap, siger Maryna Aleksiiva.

Ikke mange andre bruger svømmehallen, hvilket er en fordel, når der skal trænes frem mod OL. Skulle strømmen gå, så er der ingen nødgenerator i hallen, men indtil videre har det ikke givet problemer.

- Vandet er varmt, siger Maryna Aleksiiva, mens søsteren tilføjer, at de kan træne ligeså længe, de vil.

- Der er ingen mennesker her. Det kan vores træner virkelig godt lide, siger Maryna Aleksiiva, mens en luftsirene går i gang.

- Det er blevet helt normalt. Det sker fem-seks gange om dagen, og også om natten, siger Maryna Aleksiiva.

/ritzau/AFP

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“